At blive klogere... - En satirsk krimi af Freja Lilja-Nielsen (RG - 1.g)

Allerførst skal jeg lige sige, at denne historie ikke er skrevet for at støde nogen. Det er helt og holdent mine egne tanker og holdninger, men det er ikke for at gøre grin med noget som helst, det her var den idé, jeg fik, da vi fik opgaven, og jeg syntes selv, at det blev godt.. Hvis I ikke kan lide det, så lad være med at læse den..

Det var en mørk og stormfuld aften. Jahve gik sin sædvanlige tur rundt i haven. Han kiggede rundt på den mørke himmel, og tænkte på Thor. Thor var som altid blevet pissesur over noget, Loke havde gjort og så selvfølgelig lige på en torsdag... Det var der jo ikke noget nyt i. De skændes alligevel evigt og altid. Og altid var det ham, der måtte løse problemerne. Bare fordi nogle påstod, at han var altvidende. Bare fordi man har skabt det hele, behøver man jo ikke at være altvidende. Jahve rystede på hovedet af de andre guders fejlantagelse. Hvornår lærte de det? En eller anden dag måtte han altså forklare de andre, hvordan det hang sammen. Der var mange ting ved denne verden, som han i hvert fald ikke vidste, hvordan over­hovedet var kommet der. Menneskerne var kun en af de mange ting, som han ikke anede, hvordan var kommet der. Men man kunne jo altid bruge nogle flere undersåtter til at passe haven. De kunne aldrig af egen fri vilje finde på at forråde ham - de var i hvert fald ikke opfindere af den dybe tallerken.

Pludselig så han det. Lige der. Hvad var det, der manglede? Der var et eller andet forkert ved det træ. Noget, der ikke var som det skulle være. Et eller andet var galt med træet. Kundskabens træ. Det træ, der ville få alle til at tænke og vide lige så meget som ham selv. Det kunne ikke være sandt! Hvem kunne dog finde på sådan en grusom forbrydelse? Han kiggede sig omkring i haven. Alt så uskyldigt ud. Men nu vidste han bedre. Noget var galt. Fuldstændig og meningsløst galt. Han så alt i et nyt lys. Hvem kunne have gjort det? Løverne? Aberne? Eller måske endda frøerne? Det var så meningsløst. Han havde skabt det hele, og allige­vel kunne han ikke finde på en eneste skabning, der kunne have gjort noget så grufuldt.

Han måtte straks tage affære. En eller anden måtte løse dette mysterium. En, som han kunne stole på. En, der i hvert fald ikke ville forråde ham, og fortælle alle, hvad forbryderen i virkeligheden havde gjort.. Hvem stolede han nok til at lade få denne opgave? En, der lystrede ham i alt. Pludselig slog det ham. Selvfølgelig! At han dog ikke havde tænkt på det før.. – Jesus selvfølgelig! Han var i hvert fald dum nok til at lade være med at fortælle folk, hvad han egentlig ville vide. Jahve fordybede sig i sine egne tanker. Hmm, måske skulle han lade Jesus få et af æblerne fra kundskabens træ, hvis han løste opgaven, det var trods alt me­ningen, at han skulle være menneskehedens frelser en dag. Så duede det jo ikke, at han var så retarderet, og ikke selv kunne tænke en eneste fornuftig tanke.

Jahve sendte fluks besked op til Jesus, om at han skulle komme med det samme, fordi Jahve havde noget meget vigtigt at fortælle ham. Jesus skyndte sig ned, og var helt sikker på, at der var noget galt med hans far, for han kunne da ikke forestille sig, at der kunne ske en fløjtende fis på jorden. Jahve fik forklaret sagen, og fortalte, at dusøren for at finde tyven var at få indsigt og viden om, hvad der foregik i denne verden. Jesus fik store øjne af hans fars afsløring. At der virkelig var en sådan viden, og at den var fuldt tilgængelig for alle i Edens Have. Selvom han undrede sig over, at hans far ikke havde betroet ham den viden før, så takkede han glad ja, for muligheden og gik straks i gang.

Jahve kiggede modløst efter sin søn. Hvis han ikke tog fejl, så skulle der meget til, før Jesus ville finde ud af, hvem forbryderen var. Men under alle omstændigheder ville han holde øje fra himlen og også selv prøve at løse mysteriet.

Jesus vandrede glad ud i verdenen, opsat på at finde ud af, hvem forbryderen var. Han forstod bare stadig ikke, hvorfor dette æble var så vigtigt. Der hang jo flere tusind i Edens have. Kunne Jahve ikke bare tage et af dem? Jesus var snotforvirret.

Men nu måtte han jo prøve at tænke logisk. Hvem kunne have taget æblet? Hvem spiser æbler? Det gør alle vel. Men er der nogen, der spiser æbler mere end an­dre? Høns måske? Kunne det tænkes, at nogen havde hugget æblet for at fodre sine høns? Muligvis.. Hvem havde høns i Edens have? Kain. Kain var nok den eneste, der havde høns. Resten af hønsene rendte jo bare forvirret rundt og lagde æg lige der, hvor man trådte i det.

Han måtte vel hellere gå over til Kain. Der var bare så langt. Han og han måtte løbe udenom alle søerne. – Nu tænker du sik­kert nok; jamen kunne Jesus da ikke gå på vandet? Jo det kunne han da, men det kræver jo lige, at han fin­der ud af det først..

Da han endelig nåede hen til Kain, var det ved at være mørkt. Han gik rundt om huset og hen til hønse­huset. Han måtte da kunne finde et spor derinde, hvis han havde ret i sin første indskydelse. Han skulle i hvert fald ikke nyde noget af at blive taget i at snuse rundt ved Kains hus. Kain var jo som bekendt en værre hidsigprop. Jesus kiggede sig omkring i hønsehuset. Det så jo ret normalt ud. Specielt taget i betragtningen af, at han aldrig havde set et hønsehus før. Der var vist gjort rent for nyligt. Men det skulle der vist også i et hønsehus en gang i mellem. Nu manglede han bare at få Kains alibi, for hvor han havde været om natten.

Jesus gik hen til huset og kiggede ind af vinduerne. Han kunne mildest talt ikke se en pind. Lige med et følte han en hånd på sin skulder. Og en ru stemme råbte ind i hans øre:

”HVA’ LAVER DU HER DIN FORDØMTE HØNSETYV?”

Jesus var mundlam af skræk. Hvad skulle han dog gøre? Kain var jo en kendt brodermorder, så han skulle helst ikke gøre ham vred..

”Je.. Jeg.. Skulle bare se, hvordan du havde det” sagde Jesus hurtigt.

Jesus kunne mærke, at Kain stivnede. Jesus kiggede sig over skulderen, og gispede. Kain græd! Hvad skete der lige der? Måske skulle han bare gå igen, det kunne umuligt være Kain, der havde gjort det. Jesus tog tøvende nogle skridt.

”Vent, du må ikke gå..” snøftede Kain, og så væltede det ellers bare ud af ham.

Han var så ulykkelig, fordi der ikke var nogen, der kunne lide ham, de eneste, han kunne snakke med, var hans egne høns og nu i nat havde ræven jagtet hønsene rundt, og en af dem var endda død. Snøft.

Hold da kæft, sikke et kedeligt liv.. tænkte Jesus. Men nu vidste han da, at det ikke var Kain. Han vendte sig og begyndte at gå. Han hørte råb og eder fra huset, men orkede ikke at høre mere på den tudemarie.

Hvem skulle han nu spørge? Helt ærligt, hvem kunne være så dum at stjæle noget fra Jahve? Hvem skulle han nu opsøge? Hvem kunne ellers finde på at spise et æble? Hvem var så sulten, så man ville stjæle et æble fra Jahves have? Man måtte i hvert fald være meget udsultet.. Pludselig gik der et lys op for Jesus. Muhammed! Han fastede jo evig og altid, så han måtte være sulten nok til at stjæle et æble fra Jahves have Det var jo logik for Jehovas vidner. Så Jesus begyndte på sin lange rejse hen til Mekka og Mu­hammed.

Da han langt om længe nåede frem, spurgte han efter Muhammed, men ingen havde set ham fornyligt. Jesus gik hen til moskéen og kiggede efter ham, men han så kun imamen, og spurgte, om han vidste, hvor Muhammed var.

Imamen svarede: ”ja, han er da på pilgrimsrejse”.

Pilgrimsrejse? tænkte Jesus, jamen plejer pilgrimsrejsen ikke at gå til Mekka? Han spurgte imamen, men imamen svarede blot:

”Alle veje fører til Mekka, men de fører også til Rom!”

Jesus klaskede sig i hovedet - hvorfor havde han dog ikke regnet det ud noget før? Det var jo virkelig enkelt, når selv sådan en wannabe vidste det.. Hvor var han dog dum. Nu måtte han så begynde en ny og lang rejse til Rom. Han satte det lange ben foran - og trådte lige ud i en vandpyt – I det mindste havde han nu fundet ud af, at han kunne gå på vandet..

Det tog ikke Jesus lang tid at komme frem, for alle veje fører jo til Rom. Her måtte han igen spørge Gud og hvermand, om de vidste, hvor Muhammed befandt sig. – Gud vidste det slet ikke, han havde lige lagt sig til at sove, da Jesus ringede, så han var noget gnaven. Men til sidst fandt Jesus en mand, der vidste, hvor Muhammed befandt sig. Han var hos kejseren af Rom, så Jesus drog af sted til paladset.

Hos kejseren var der en helvedes masse vagter, og Jesus spekulerede på, hvordan han dog skulle komme ind. Han listede først ind af en baggang, men der kom vagter forbi, så han blev smidt ud. Så prøvede han at gå over fra åen, der løb ved siden af, men der var for langt op til paladset dernede fra. Til sidst gik han bare målrettet ind mod porten. Vagterne værdigede han ikke et blik, og han slap ind i paladset. Her var der endeløse rækker af sale, den ene mere guddommelig end den anden. Jesus havde nu kun øje for at finde Muhammed, men han var ingen steder at se. For enden af de guddommelige sale, var den mest vidunderlige sal placeret. Her sad kejseren og hans undersåtter. De gloede på en eller anden tosset mavedanserinde. Jesus fornemmede, at han havde set hende før. Hvem var hun?

Som et lyn fra en klar himmel kunne Jesus pludselig huske, hvor han havde set danserinden før. Det var jo Muhammed! Hvad i alverden lavede han her? Og som danserinde? Jesu underkæbe var lige ved at ramme gulvet. Han prøvede at fange Muhammed opmærksomhed, men han værdigede ham ikke et blik. Jesus hoppede lidt rundt - Han måtte da være tungnem. Jesus gik hen til nogle af undersåtterne, som Muhammed dansede hen imod. Muhammed stivnede, da han så Jesus. Han ser ud som, om han kan spise en tennisbold, tænkte Jesus. Og så løb han ellers. Ud af salen og ud af paladset. Efter ham løb Jesus. Jesus indhentede ham til sidst, og spurgte ham, hvorfor han dog løb? Muhammed forklarede, at han ikke ville have nogen til at genkende ham som danser, mens han var på en hemmelig mission for Allah.

”Hvad for en mission?” spurgte Jesus nysgerrigt.

”Hvis jeg sagde det, ville den jo ikke være hemmeligt” svarede Muhammed. Jesus tænkte sig lidt om.

”Hvor længe har du været på denne mission?” sagde han så.

”I 5 dage, hvorfor?” svarede Muhammed, men Jesus trak bare på skuldrene.

”Gå du bare tilbage, jeg skal alligevel også hjem” sagde Jesus og begyndte at gå.

Jesus kom tilbage til Jahves have. Han kunne overhovedet ikke komme i tanke om, hvem der dog kunne have taget æblet. Slukøret gik han forbi Adam og Evas hus. Han var mislykkedes, en fiasko. Han kunne se nogen bevæge sig inde i haven. Hmm, kunne det mon være den smukke Eva? Han besluttede sig for at kigge ind. Men uden, at hun opdagede det. Jo, det var hende. Hun lå og solbadede. Hun var så smuk, det var lige så øjnene trillede ud. Hun lå og drak filur, mens hun hørte musik. Så blev det ikke meget bedre. Men lige pludselig kom Adam ud. Den tumpe.. Hvorfor i alverden skulle han have Eva? Bare fordi Jahve havde bestemt det? Det var jo for åndssvagt.

”Hvad så skat, har du stadig mén efter æblet?” hørte han Adam sige.

”Nej, det er ikke så slemt mere” svarede Eva sødt.

”Men det var da godt, at vi spiste det..” sagde Adam, ”Nu håber jeg bare ikke, at Jahve finder ud af det”.

”Hvordan skulle han dog det?” spurgte Eva overrasket, ”så altvidende er han trods alt ikke.”

Jesus hørte aldrig svaret. - Så det var Eva og Adam, der havde taget æblet! Og nu tvivlede de på Jahves visdom. Men de skulle blive klogere, skulle de. Jesus fór op til Jahve og fortalte ham det hele. Jahve blev meget overrasket, men skyndte sig ned til Adam og Eva for at høre deres side af historien. Eva forklarede, at en slange, som var Allah i forklædning, havde sagt til hende, at hvis de ønskede at konvertere måtte hun og Adam først stjæle et æble fra Jahves have og spise det. Så havde de nemlig vist sig værdige. Men det var ikke et hvilket som helst æble de havde hugget, det var et æble fra kundskabens træ, og det havde givet dem viden og indsigt. Eva beklagede meget, men..

Nu havde de så valgt at blive ateister i stedet..