Essay om Ondskab (FUS - 10. klasse)

Tja ondskab.. Ondskab er et vidt begreb.. Men hvem kan overhovedet sige, hvad ondskab er? Der er mange meninger om det, men der er jo ingen konkrete svar på, hvad ondskab er..

Hvis man spørger et barn er der mange ting, der er onde. Selv harmløst drilleri eller et uskyldigt puf kan være ondskab for et barn, som ikke forstår ordets egentlige betydning og hvor kraftfuldt eller smertefuldt det egentlig er, hvis man bruger det rigtigt. Går man så videre til nogle på min alder eller lidt yngre, så begynder de virkelig at forstå, hvad ordet står for, og hvor varsom man skal være med at bruge det.

Ja ondskab er et voldsomt ord. Det er derfor også helt ufatteligt, at rektoren på Statsskolen i bogen ”Ondskaben” siger noget så voldsomt til Erik som det her: Du er ondskaben selv, og mennesker som dig må tilintetgøres! - Efter min mening er det dybt upædagogisk! En rektor eller noget andet menneske, der har med børn/unge at gøre, bør ALDRIG sige sådan noget til en elev.

Efter min mening er terrorisme ondt. Men hvis man spørger terroristerne selv, så er de jo overhovedet ikke onde. De er bare frihedskæmpere, som er villige til at dø for deres sag. Men ved de godt, at vi betragter dem som onde og terrorister? Ja det gør de helt sikkert, men de mener nok, at nogle af os andre er terrorister, fordi vi har gjort alt muligt ondt mod dem.

For lige at gå tilbage til børneopfattelsen, hvad er så ondest i den aldersperiode? Det er nok Djævlen, Satan, Lucifer eller hvad vi nu skal kalde ham. Han er selve symbolet på ondskab. Findes der noget ondere? Det tror jeg næppe.

Men findes han overhovedet?

Først til fakta, der findes jo hverken bevis for, at han eksisterer eller bevis for, at han ikke gør. Så hvordan kan man overhovedet sige, om han eksisterer? Vi må vist gætte os frem og holde os til det, vi tror på..

Tja, jeg tror ikke på gud. Og hvis man ikke tror på gud, kan man vel næppe tro på satan? Eller hvad? Hm, jeg tror, at jeg beslutter mig for, at han ikke findes, indtil nogen får mig overbevist om det modsatte.

”Det er bare sjovere at være ond” – citat fra Carsten Jensens Essay om ondskab. På en måde har han jo ret. Alle mennesker har en grænse for, hvad der er godt og, hvad der er ondt.. Og fordi man ved, at den grænse er der, er det sommetider sjovere at overskride den end at overholde den. Det kan man især se med computerspil, ofte er det sjovere for børn/unge/voksne at være på den onde side. De argumenterer det ofte med, at våbnene er sjovere, at banerne er mere udfordrende eller sådan noget. Men måske er det egentlig bare, fordi man ikke kan holde ud at være så god hele tiden, så derfor er det godt at få den ”ondskabs-trang” ud ved hjælp af computerspil.

Det gode er jo i bund og grund det, alle prøver på at være - i hvert fald som børn. Det gode er egentlig også det, der er tydeligst i vores hverdag, men det er bare ikke det man går hjem og gruer over. Det som man tænker mest over og bemærker, er ”det onde”, som sker i hverdagen.

Dumhed er nærmere beslægtet med godhed end ondskab, fordi hvis en handling skyldes dumhed, vidste personen måske ikke helt, at det ville gøre ondt på den anden eller måske bare, at det ikke ville gøre så ondt, og så har personen samvittighedskvaler. Mens hvis det er ondskab handlingen skyldes, har man ikke samvittighedskvaler, og man gjorde handlingen netop, fordi det skulle gøre ondt.

På en måde kan man sige, at viden er mistillid til verden, fordi hvis man ikke vidste, at der findes ondskab, at der er nogen, der gerne vil andre ondt, og at der sikkert er nogen, som gør en anden ondt lige nu, ville man have tillid til alt og alle. Men er blind tillid så godhed? Nej, ikke efter min mening. Tillid til alt og alle har ikke noget at gøre med godhed. Hvis man har tillid til alt og alle, er man dum, fordi der desværre er nogen i verden, der er onde. Selvom dumhed ligger nærmere beslægtet med godhed end ondskab, så er det altså ikke det samme.

Det onde er veltalende. Bare se på den lille stemme i baghovedet, som får folk til at gøre noget ondt – den må jo være veltalende, hvis den skal kunne overdøve den fornuftige og gode stemme. Den lille stemme prøver at få en til at handle imod ens egne sande interesser.

Et andet eksempel, på at ondskaben er veltalende, er diktatorer. Diktatorer som fx Hitler eller Idi Amin står jo ikke på talerstolen og fortæller om alle de mennesker, som de vil dræbe, de fortæller i stedet, hvad folk gerne vil høre.

Jeg har hørt noget om, at reklamer er onde. Det er på sin vis rigtigt, fordi reklamer hjernevasker børn og sarte sjæle til at købe de varer, som reklamefolkene reklamerer for. Selvfølgelig kan man bare lade være med at tænde for tv’et, men så burde reklamerne heller ikke strække sig ind over filmene, og hvad det ellers er, at man vil se.