Begravelse (9. klasse)

Hun skulle begraves om lørdagen. Min mor tog valium for at komme igennem det hele. Jeg ved ikke, hvad min far gjorde, vist ikke noget. Jeg sad på mit værelse og hørte dem andre steder i huset, min far var på badeværelset, min mor var i køkkenet. Jeg havde klædt om allerede og sad på min seng. Så er det sådan her, tænkte jeg. Fra nu af er det sådan her, kun mig og dem og ikke andre. Dem og mig i det her hus. Dem og mig, der skal spise sammen hver aften. Dem og mig, der skal holde fødselsdag. Dem og mig juleaften. Dem og mig. Fra nu af.

Min mor åbnede døren uden at banke på. Hun satte sig på sengen ved siden af mig og sagde ingenting, hendes kjole skinnede sort, hun kiggede rundt på mine ting og drejede en fingerring rundt og rundt. Hun blev en lille smule langsom af de valium, men man skulle vide det for at opdage det. Hun sagde: ”Er du klar?” ”Ja.” Hun blev siddende, min far kom også ind, han satte sig ikke ned. ”Skal vi køre?” spurgte han og klappede sig forsigtigt på lommen. Vi svarede ikke, rejste os bare og gik ud af mit værelse, vi stod tæt i entreen og tog overtøj på. Jeg blev overrasket, hver gang jeg så ned, jeg var ikke vant til at gå i blanke sko.

Mørkt. Uendelig mørkt. To lyskegler, der snor sig gennem landskabet. Lidt kluntet måske, men elegant. En dreng, der fortæller en joke. En pige, der ler. Et hastigt kys i forbifarten. En halv afvisning, der blev til en hel. Et hej, der blev til et farvel.

Bilen var efterhånden ved at være ret varm, da vi kørte hjemmefra, skønt klokken kun var omkring halv 11 om formiddagen og solen ikke havde været oppe i mere end 3 timer. Det var lige så jeg fik brækfornemmelser. Bare jeg ikke kaster op i bilen, var min første tanke. Min mor sad og trommede nervøst med neglene mod ruden, mens min far bare sad og stirrede på vejen som en gal. Det var der vist ikke så meget at sige til eftersom Christina døde i en bilulykke.. Jeg vidste ikke, hvordan begravelsen ville komme til at foregå, jeg havde demonstrativt nægtet at være med i planlægningen. Kun en ting vidste jeg, at den skulle holdes i Roskilde Domkirke, hvor Christina og jeg var døbt og hun konfirmeret – jeg havde som familiens sorte får nægtet at blive konfirmeret, hvorfor sige ja til noget, som man ikke tror på? Mens disse tanker fløj gennem mit hoved, var vi nået til afkørslen ved Ishøj - vi skulle have min kusine med. Jeg kiggede ud af vinduet og så landskabet flyve forbi. Langsomt faldt jeg i en dyb søvn.

”Emilie kom her!” råbte min søster, ”kan du så komme her!” Jeg ville gerne. Jeg ville så gerne. Men jeg var fanget. I hvad forresten? Jeg kiggede ned og så at der var en hel masse hænder, der holdte fast i mig. ”Slip!” ”Slip!” skreg jeg, for jeg ville bare hen til Christina. Men de ville ikke slippe! ”Emilie!” ”Emilie!” sagde hænderne og kravlede op af mig. Pludselig var de på mine skuldre og ruskede i mig. ”Emilie..” ”Emilie, vågn op!” sagde de, men pludselig med min mors stemme. Min mors? Jeg åbnede øjnene og kig­gede ind i min mors bekymrede øjne. ”Vi skal ind nu” sagde hun og gik hen mod min far, som stod ved døren. Jeg tog en dyb indånding og steg ud af bilen..

En masse latter. Et ej, nu må jeg altså gå. Et par kindkys som farvel. En lille latter, der kun når den nærmeste omgangskreds. Skarpe stiletter, der går hen ad gulvet. En dør, der åbnes og smækkes igen. Flere kindkys på parkeringspladsen. Lidt formelt pludren.

Begravelser skal foregå i stilhed.. Christinas var alt andet end stille.. Gad vide, hvorfor der ikke var stille.. Rundt om mig pludrede folk om, hvilket godt liv hun havde haft, mens præsten stod som en forvirret hanekylling i sin sorte dragt og skulle fortælle, hvad han havde forberedt. For det første Christina havde aldrig et godt liv. Hun kæm­pede sig igennem dagen. Men det er der selvfølgelig ikke mange andre end mig og hen­des bedste veninde, der ved. Hvorfor vidste de det ikke? Tja, måske interesserede det dem ikke. Eller også var de bare for snæversynede til at se det. Den dag, hvor den spritbilist valgte at køre ind i hende, der tror jeg endelig, at hun blev glad.. Hvis jeg troede på himlen, ville jeg sige, at hun sad på en lyserød sky, kiggede ned på mig og smilte. Hvorfor skulle hun dog ikke smile? Nu var alle hendes problemer jo løst..

Præsten fik endelig ro på de talende mennesker, og vi begyndte at synge.. Efter san­gen rejste præsten sig op og spurgte om, der var nogen der ville holde taler, og der var ca. et halvt dusin, der meldte sig.. Skønt.. Flere der bare ville snakke om, hvilket godt liv hun havde haft.. I stedet for at høre efter, sad jeg og tænkte på nogle af Christinas gode dage.

Vi havde været i København hele dagen, først på strøget og bagefter i biografen og se Twilight. Derefter havde vi været på pizzaria og grinet røven i laser pga. en eller anden fyr, der var fuldstændig vild med Christina. Bagefter havde vi bare gået rundt i København og snakket indtil klokken blev hen ad 3 om natten, da vi pludselig indså, at vi hellere måtte tage hjem. Det var en fantastisk dag.

En bildør, der smækker. En nøgle, der bliver drejet i tændingslåsen. Et rabalder fra motoren. Vinken, der kommer fra alle sider. En vinken tilbage, imens bilen forsigtigt ruller ud af parkeringspladsen. En bil, der kører hen ad vejen. En bil med lidt for meget fart.

Gravøllet var mindst lige så stille som begravelsen, folk stod i grupper, mest rundt om min mor og far og talte højlydt om Christina og alt andet mellem himmel og jord. Jeg havde også selv været belejret af mange af mine kusiner, fætre og en enkelt af mine mostre. Men efterhånden fandt de ud af, at jeg ikke ønskede selskab og lod mig være. Jeg sad bare i et hjørne af stuen og drak af min Fanta. Gad vide om nogen ville bemærke, hvis jeg smuttede? Var min første egentlige tanke siden begravelsen. Jeg rejste mig prøvende op og så mig omkring. Der var et par stykker, der sad ude på ter­rassen, men hvad hvis jeg nu gik ud i køkkenet og ud af køkkendøren? Jeg kunne gå ned til spar, som lå ca. en km fra vores hus. Jeg gik prøvende ud i køkkenet, der kom ingen råb fra de andre om, at jeg skulle komme tilbage, så jeg gik videre ud igennem køkkendøren og ud i vores forhave. Jeg gik ned til enden af vejen, vendte mig om og halvvejs forventede, at der var nogen der havde fulgt efter mig. Jeg gik videre ned af den næste vej. Jeg kiggede ikke på andet end, hvor jeg gik.

Bilen, der kører hen ad landevejen. Bilen med lidt for høj fart. En pige, der hører musik. Der nynnes med. Den rigtige sang kommer på. Der skråles med i stedet. Mørket, der er uendeligt. Vejen, der snor sig som en lumsk slange, der venter på at bide.

Der gik ikke særlig lang tid, før jeg var nede ved spar butikken. Først der slog det mig, at jeg ikke havde penge med. Pokkers, tænkte jeg og gik videre hen ad gaden. Hvor skulle jeg nu gå hen? Jeg kunne i hvert fald ikke gå hjem.. Jeg besluttede mig for at gå en tur i Lellingeskoven. Jeg gik ind i skoven uden at tænke på, at klokken var ved at være hen ad halv 3 om eftermiddagen, og at det vinter, så solen ville gå ned snart. Drejede ned af Skovhusvænget og derefter videre over Ringstedvej til jeg var inde i skoven. Så snart jeg kom derind, stoppede jeg med at tænke på den mislykkede begravelse og gik i stedet og dagdrømte om Christina.

Lige med ét slog det mig, at jeg aldrig skulle se hende igen. Aldrig røre ved hende igen. Aldrig snakke med hende igen. Aldrig skændes med hende igen. Aldrig høre om hendes tossede venner og deres problemer igen. Aldrig blive betroet til af hende igen. Aldrig kunne betro mig til hende igen. Jeg knækkede sammen midt på stien og græd. Jeg kunne slet ikke stoppe, da jeg først var begyndt.

Vejen, der snor sig. Vejen, der gemmer på mere end blot skjulte stævnemøder og små ubetydelige hemmeligheder. Vejen, der gemmer på alle slags hemmeligheder lige fra almindelige spritbilister, til nogen der vil gå så langt som til overlagt mord. Vejen, som pigen kører på.

Pludselig kunne jeg høre skridt i det fjerne. Jeg skyndte mig at kravle ind i siden af stien og satte mig i skyggen af et træ, så man ikke kunne se, at jeg havde grædt, hvis nogen skulle komme forbi. Lidt efter kom der en pige på min alder gående. Hun holdt i en lille nuttet schæferhvalps snor i den ene hånd og sin ipod i den anden. Hun gik og nynnede med på noget, der mindede en smule om ”Wonderful World” med James Mor­rison. Ej, hvor perfekt.. Endnu en idealist, som tror, at hele verden er et vidunderligt sted.. Jeg sad længe og gloede på pigen, der gik ned af stien og standsede nogle meter fra mig. Hun roede lidt med hundesnoren og kiggede sig omkring. Hun havde vist stadig ikke fået øje på mig, så hun slap hunden løs. Hunden pilede straks hen til træet og videre hen til mig. Den slikkede mig i hele ansigtet, nærmest som om, den ville vaske tårerne væk. ”Ricky! Kom her!” råbte pigen og gik hen imod mig og hunden. ”Hey, hvem er du?” sagde hun, da hun fik øje på mig. Jeg rystede bare på hovedet. Jeg var alligevel ikke nogen – nogen vigtig person. Så det kunne være lige meget at svare hende. Hun kiggede mig lidt an og spurgte så igen. Jeg trak på skuldrene, jeg gad al­ligevel ikke snakke med hende. Hun satte sig ned ved siden af mig. Sagde lidt tøvende: ”er du ked af noget?” Hun ventede lidt på svar, men forsatte så: ”Ricky slikker nemlig kun ukendte folk i ansigtet, hvis de har grædt..” Jeg kiggede på hende. Hun var egentlig ret køn, ikke noget specielt, men køn.

En, der bliver sat af. En, der egentlig ved, at hun har fået for meget. En, der ikke vil ødelægge det hele ved at sige noget. En, der regner med, at hun kan klare sig selv. Mere vinken og kys på kinden. Bilen, der kører væk. Ud i mørket. Væk fra alting. For altid..

Vi sad længe uden at sige noget. Pigen sad og holdt om hunden, der åbenbart hed Ricky. Til sidst blev Ricky træt af bare at sidde der, så han sprang ned fra hende og hoppede rundt med logrende hale foran os. Jeg rejste mig op efter et par minutter. Kunne ikke holde ud at sidde der mere. Jeg ved ikke, om det var pga. pigen, eller fordi jeg simpelthen bare var ulykkelig. Jeg gik lidt frem og tilbage på stien. Pigen sad og kiggede skiftevis på mig og på sine negle.

”HUN BURDE IKKE VÆRE DØD” råbte jeg uventet.

En bil, der kører på landevejen. En bil med alt for meget fart. En bil med en fuld chauffør. To lyskegler fra den anden ende af vejen. Pigen, der ingenting bemærker. En pige, der er i gang med at fiske noget op fra gulvet. Lyskegler, der nærmer sig. Slingrende.

”H.. Hv.. hvad?” stammede pigen. Jeg kiggede på hende. Det havde ikke været meningen at sige noget overhovedet, og nu havde jeg sagt det, som skræmte hende fra vid og sans.. Jeg satte mig ned ved siden af hende igen. ”Bare glem det” sagde jeg, men jeg mente det egentlig ikke, jeg havde sådan brug for, at have nogen at betro mig til. Pigen rykkede lidt væk fra mig og så stadig skræmt ud. ”Du behøver ikke at fortælle det, hvis du ikke vil..” sagde hun lidt forsigtigt som om, at hun egentlig ikke ville høre det. Jeg betragtede hende lidt. Hun havde jo faktisk været ret sød ved mig især i betragtningen af, hvordan jeg havde været mod hende.

Chauffører, der har for meget alkohol i blodet. Chauffører, der ikke tænker sig om. Biler, der mødes. Metal, der rammer metal. Lyden, der er overdøvende. Knogler, der bliver knust. To liv, der bliver smadret.

Jeg kunne høre mig selv vælte ud med det hele. Og jeg mener virkelig det hele. Alt om Christinas liv. Hendes problemer med ekskæresten. Hendes problemer med narko, som hun kom ind i via nogle dårlige veninder. Veninderne, som var stukket af, da hun blev overfaldet af eks’en pga. noget narko, der ikke var blevet leveret til tiden. Til vores forældre sagde hun, at hun var faldet af cyklen, men mig betroede hun sig fuldt til. Vi havde altid haft et tæt forhold, eftersom vores forældre aldrig havde fattet en pind.

Men først og fremmest talte jeg om den aften, hvor hun døde. Vi havde været til en fest på gymnasiet, hvor Christina gik. Jeg måtte egentlig ikke komme med, men jeg havde overtalt hende til at tage mig med og bagefter efterlade mig hos en veninde, som jeg skulle sove hos. Christina havde været lidt småfuld, da vi tog derfra, men jeg sagde ikke noget. Da vi så kom over til min veninde, prøvede jeg at få hende til at blive der, men hun ville videre.. Hun skulle over til en anden fest hos nogen, der boede i Køge. Jeg klappede i og sagde ikke noget om, at hun var for fuld, for jeg vidste, at det var hendes måde at flygte fra problemerne på. Jeg så hende køre væk. Jeg hørte braget. Følte smerten. Og må leve med det resten af livet.

Pigen var mildest talt chokeret. Hun sagde ikke noget i flere minutter. ”Me.. Men.. Det var jo ikke din skyld..” sagde hun. Jeg nikkede grædende. ”Jo det var så! Jeg skulle ikke have ladet hende køre! Jeg vidste jo, at hun var fuld!” nærmest råbte jeg. Pigen prøvede at trøste mig, men jeg blev ved med at vugge frem og tilbage og hviske ”Jeg skulle ikke have ladet hende køre.. ikke ladet hende køre…”