Tolk eller mikrofoner?
Her efter sommeren 2010 startede jeg på Ringsted Gymnasium som enkeltintegreret. Valget, mellem jeg skulle have tolk eller mikrofoner, var nemt. Jeg er efterhånden gledet mere over i den hørende verden, og jeg er blevet vant til at lytte godt efter og altid kigge efter den, der taler. Jeg hører så godt, at det ikke engang er sikkert, at jeg ville få bevilget en tolk, især også fordi jeg har klaret mig uden så længe.
Hvis jeg havde tolk, ville jeg føle mig isoleret, alt afhænger af, om tolken hører, hvad der bliver sagt. Jeg ville helt sikkert også selv høre langt det meste af, hvad der bliver sagt. De andre ville muligvis se lidt skævt til mig til at starte med, men på et tidspunkt ville de lære mig lidt bedre af kende og så måske kun undre sig over, at jeg havde brug for en tolk, når jeg ellers virkede nogenlunde normal.
En anden ulempe, ved en tolk, er, at man ikke kan nå at skrive noter, hvis man skal holde øje med tolken hele tiden. Jeg ved godt, at så ville jeg nok kunne få en klassekammerats noter, men det er ikke det samme, når alle har hver deres måde at skrive noter på. Min er ret speciel, det ved jeg godt, men det virker for mig, og derfor vil jeg gerne selv kunne skrive noter.
Min førsteprioritet var helt klart mikrofoner, da jeg så ville have mulighed for at høre alt samtidig med, at jeg selv kunne deltage. Hvis jeg havde tolk, ville det virke lidt underligt, at jeg modtog informationer fra tolken og derefter siger noget på rent dansk. Jeg havde en mikrolink i folkeskolen, som jeg mildest talt hadede. Den skrattede, der var dårlig lyd, og jeg kunne ikke høre eleverne højt nok. På Frijsenborg Efterskole var jeg så heldig, at der var comfort audio i vores klasselokale. Der er en lærermikrofon og elevmikrofoner, således at læreren går rent igennem, hvis eleverne skal sige noget, skal de række hånden op og så tale i mikrofonen. Det medfører også større disciplin, da eleverne ikke bare kan snakke løs, de må pænt sidde og vente på, at de bliver taget, så alle kan høre noget.
Det system virkede så godt, at jeg helt klart foretrak det. Mine klassekammerater undrede sig lidt over, at jeg skulle bruge mikrofoner, men de har accepteret det. Der er en mikrofon til hver anden elev, så de ikke skal ”kæmpe” om mikrofonerne. Det giver mig mulighed for at få max udbytte i timerne, jeg kan høre alt og samtidig nå at skrive noter. Min klasse har taget rigtig godt i mod det og hjælper mig, når der er noget, jeg ikke har fået fat i.
Det er meget forskelligt, hvad der er bedst for en selv. For mig er det mikrofonerne, men for mange andre er det tolken. Jeg syntes bare ikke, at man skal udelukke mikrofonerne, hvis man har hørelsen til det. Det er op til en selv, hvad man vælger, men vælg det i bedst kan lide.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar