Nogle små erindringer (FUS - 10. klasse)

Dyr

Dengang da vi boede i Borup, kom vi ofte ude ved Dyndet. Dyndet er et sted med skøn natur, der er en sø, en lille skov og en skrænt. Vi havde Daisy den­gang, Daisy den smukke, legesyge og dejlige schæferhund. Engang en vinter, hvor vi tog derud, går vi ned ad den vej, som vi plejer at gå ad – det plejer man jo som regel – og Daisy er så løs, fordi vi ved, at hun vil løbe ud mod vandet, så snart hun kan, så vi kan lige så godt op­give at holde hende. Vi får ret, hun styrter ud mod vandet, så snart hun opdager det. Der er bare et lille prob­lem. Vandet er frosset til is. Det har Daisy selvfølgelig ikke bemærket, så hun styrter stadig ud mod vandet og hopper i – tror hun. Der ligger hun så som Bambi på glatis og forstår ikke en pind – ikke at hun gjorde det i forvejen altså.

Det var også dengang, hvor søen ikke var gået over sine bredder endnu. Den ved jo ikke, at regnen vil styrte ned de næste par år. Så det var der, hvor der stadig var en lille bitte ø 2 meter fra den ene kant, godt nok kun en ø på ca. 2x2 meter, men dog stadig en ø, man kunne svømme ud til. Der gik vi også ud – altså gik på isen – ud til den lille ø. Mor kravlede egentlig, fordi hun var bange for, at isen ikke kunne holde. Daisy hun rendte lystigt frem og til­bage fra fastlandet til øen og forstod vist ikke, hvorfor vi var så langsomme. Hun havde for længst vænnet sig til den nye underlige form for vand. Men allerede den næste gang vi kom derud, fløj hun ud i vandet, så snart hun kunne komme til det – noget tyder på, at hun ville have lavet samme nummer, hvis hun kunne komme til det.

Så var der også den anden jul med Bal­der – den første, hvor der kom en jule­mand på besøg. Julemanden kom ind af døren (og underligt nok var min far lige gået på toilettet), Balder farede ud til hoveddøren, fordi alle andre gjorde. Så snart han opdagede julemanden begyndte han at gø helt vildt meget (og han er ellers ikke en, der gør over an­det, end hvis han vil ind fra haven). Han stak halen mellem benene og holdt sig meget tæt til min mor og mig. Den væmmelige julemand skulle jo ikke gøre ham noget.

Skotland

Da vi var i Skotland første gang, vandrede vi op ad et bjerg ved navn Glen Colver. Vi gik op ad bjerget, gik og gik og toppen så ikke ud til at komme den mindste smule nærmere. Vi vandrede opad hele tiden, passede på, hvor vi gik for ellers kunne vi falde i huller. Vi gik videre og nåede endelig op til toppen. Troede vi. Det viste sig at være en snydetop. Vi fik øje på den rigtige top og gik videre. Gik op mod toppen. Det så bare ikke ud til, at vi kom nærmere. Da vi langt om længe nåede op til toppen, kunne vi se, at det var endnu en snydetop. Vi fik øje på en ny top og gik videre. Det endte med, at vi nåede at gå forbi syv snydetoppe, før vi nåede den rigtige top. Der imellem fire bjerge lå en sø, hvor vi satte os ned og nød udsigten. Da vi efterhånden gerne ville ned igen, begyndte vi at gå. Det mest underlige var egentlig at nedturen ikke tog nær så lang tid som opturen. Min far og jeg gik lystigt ned, mens mor og Kasper var lidt langsommere. Da vi så kom ned og hjem, var jeg helt dehydreret, jeg var udmattet og kunne ikke engang spise noget. Det var nu en meget hyggelig dag.