Det var nytårsaften. Jeg stod sammen med Jesper, Kasper og Marko. Vi var hjemme hos Marko, som havde de bedste forældre – han måtte alt! Det var meget bedre end at være hjemme sammen med oldtids-menneskerne, hvor jeg kun må fyre knaldperler, hundepropper, heksehyl og bordbomber af. Marko må fyre alt det af, som han vil, så selvfølgelig var det hos ham, vi var. Vi fyrede alt fra heksehyl til kæmpestore raketter og 90-batterier af. Vi havde otte store 500-heksehyls pakker, hvoraf vi, dumme som vi var, fyrede den ene pakke af på en gang. ”Drenge, der er chips og champagne nu” råbte Markos mor. ”Jaja, vi kommer nu”, svarede Marko. Vi tændte lige den sidste lille raket, vi havde tilbage, og begyndte at gå hen mod huset og tog vores beskyttelses briller af. Vi gik nok 3 meter, da den flaske, raketten var i, væltede, og raketten fyrede af. Raketten fløj en halv meter over jorden, men luften fik fat i raketten, og raketten fyrede lige mod mit hoved. Den gav et ordentlig brag fra sig, mere husker jeg ikke fra den aften.
Det er efterhånden 5 år siden. Jeg har aldrig set mine venner siden, men jeg kan stadig snakke med dem.
I starten bebrejdede Marko sig selv for at have stillet flasken så dårligt til rette i sneen, men nu er han mest sammen med de andre, som også har undgået mig. I dag har jeg faktisk kun en ven – Gurli Margrethe - resten er familie. Gurli Margrethe er ikke kun en ven. Hun er min kæreste. Jeg får nok aldrig af vide, hvordan hun ser ud. Men i mine drømme ligner hun en engel. Hun er ikke blind, så hun leder mig alle steder hen, og på vejen fortæller hun mig, hvad hun ser. Så er det næsten, som om jeg kan se igen. Jeg har altid fået af vide, at jeg var meget heldig med mit udseende, så hun kunne sagtens være lidt af en babe.
Jeg har i de 5 år, der er gået, lært at læse blindskrift, så jeg kan stadig læse bøger, men det er ikke det samme. Lige nu skal jeg have gæster, fordi det er min fødselsdag. Jeg bliver 21 år i dag.
Det ringer på døren, Gurli Margrethe går ud og åbner. Jeg kan høre hilsner og latter. Et smil planter sig på mine læber. Det er Marko. For første gang i 5 år er han kommet til min fødselsdag.
”Hej Jonathan”, hører jeg Marko sige. ”De andre kommer om lidt”. ”Hvem?”, svarer jeg overasket. ”Jesper og Kasper selvfølgelig”. ”Jeg vil gerne sige undskyld, for at jeg ikke var her for dig. Jeg kan bare ikke rigtigt lade være med at bebrejde mig selv, for at det er sket,” siger Marko forpint. ”Det er lige meget… Det var lige så meget min skyld”. ”Men tak fordi du kommer,” svarer jeg. ”Ding, dong” – det er ringeklokken. Gurli Margrethe går ud for at åbne. Jeg kan høre Kasper og Jesper hilse og undskylde, at de er kommet uanmeldt. De går ind i stuen til os andre, og de hilser på mig og Marko. Jeg går ud i køkkenet og krammer Gurli Margrethe. Jeg hvisker: ”Det er den bedste fødselsdag nogensinde”. Jeg går hen mod stuen igen. Jeg kan høre de andre snakke lavt sammen. ”Så i lige Gurli Margrethe? Hun er sgu ikke blevet særlig meget pænere, hvis jeg skal sige det”, siger Jesper. ”Næh”, svarer Kasper. ”Hun er stadig tudegrim, men jeg vil trods alt gerne være her i dag, for Jonathan var min bedste ven i 15 år, inden det gik galt, og jeg har stadig mega dårlig samvittighed efter 5 år”, svarer Marko. Jeg mærker tårerne presse på. Er Gurli Margrethe virkelig så forfærdelig, at min bedste ven ikke vil være sammen med mig?
Jeg går ind i stuen. ”Marko?” siger jeg. ”Ja”, svarer han flovt. Jeg tror, at han har opdaget, at jeg hørte, hvad de sagde. ”Hvordan ser Gurli Margrethe ud?”, siger jeg. ”Svar ærligt”. ”Altså hun er ikke for køn...”, begynder han stammende. ”Er der en person fra gamle dage hun ligner lidt?” afbryder jeg. ”Øhm... Tjo... Måske lidt ligesom Gerda Petterson - eller måske bare en anelse grimmere”, svarer Marko stille. ”Er det derfor I har undgået mig i alle de her år?”, næsten råber jeg. ”Nej, ikke kun derfor, vi kunne bare ikke holde ud at se på dig.” ”Vi havde det hæsligt den nat, det skete. Du kan ikke forestille dig det. Vi troede alle sammen du ville dø, og vi bebrejdede os selv, for ikke at have sat flasken ordentligt ned i sneen”, siger Kasper. ”Hvor forfærdeligt det var for jer?”, råber jeg ”Jeg ventede i 5 år på, at I skulle komme. Den eneste jeg havde var den ’grimme’ Gurli Margrethe”. ”Hun er en rigtig ven, og hun er min kæreste. Hvis I ikke kan leve med det, så skrid ud af mit hus”.
”Vi mener det ikke sådan”, siger Jesper. ”Vi har savnet dig”, sagde Kasper. ”Vi vil bare være ”de 4 idioter” igen, hvis du altså vil lade os være det med dig”, sagde Marko stille.
Jeg kan mærke tårerne presse sig på og min hals snøre sig sammen. Det er alligevel blevet en rigtig dejlig dag.
Gurli Margrethe ved det ikke endnu, men lidt senere i dag, frier jeg til hende. Jeg håber af hele mit hjerte, at hun siger ”JA”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar