Sixteen (FUS - 10. klasse)

Selv når han lå helt stille og pressede sit øre ned mod gulvtæppet, kunne han ingenting høre. Ingen skridt. Ingen suk. Ingen host. Ingen hark. Ingenting.

Men de var der stadig. Begge to. De sad dernede og slubrede i deres Merrild, mens mørket langsomt faldt på. I hver deres stuehjørne. I hver deres forskruede verden. Han kunne mærke dem. Kunne mærke, hvordan stilheden fulgte dem rundt i huset. Hvordan tavsheden åd sig ind på dem, mens de prøvede at få hold på tankerne. Mens de forsøgte ikke at lade sig påvirke. Mens de rørte rundt i kaffen. Rørte og rørte.

Det var latterligt. Helt til grin. Hvor mange andre sekstenårige fik stuearrest? Hvor mange andre burede deres børn inde på den måde? Hvor mange andre beordrede ligefrem deres søn at angre?

De var gamle, det var derfor. Meget ældre end andres forældre. Ældre end Metusalem. Det var sådan, han først havde lagt mærke til det. At han som tiårig brugte vendinger som ældre end Metusalem og ord som ulødig og uvorn. Udtryk som ingen andre i klassen kendte. Oldnordiske forældre med oldnordiske principper. Det var til at brække sig over.

Hvad havde han gjort for at fortjene det? Fortjene sådan nogle forældre? Fortjene sådan en straf? En straf for hvad oven i købet? Var der noget specielt, han havde gjort? Nej. Taget stoffer? Nej. Drukket? Ja okay, men hvilke sekstenårige havde ikke det? Mænget sig med de forkerte personer? Nej. Ikke ifølge ham i hvert fald. Hvad hans forældre mente, var noget andet. Noget helt andet. En helt anden tid. Hvad bildte de overhovedet sig ind? Få et barn så sent? Læger burde vide sådan noget. Læger burde vide noget om prævention. Og at prævention ikke altid virker. Men hvorfor skulle det gå ud over ham? Hvis han var blevet født ind i en anden familie, var han slet ikke låst inde nu. Hvis hans forældre havde været yngre og forstod nutidens unge, var han ikke låst inde nu..

Det hele startede som en normal dag. Eller så normal som det nu kan blive, når man har oldtidsforældre. Han blev vækket klokken halv 7, selvom han først skulle være i skole kvart i 8, og det kun tog 10 minutter at gå derhen. Hans mor vækkede ham altid på den mest irriterende måde, så det var umuligt at sove videre. Hun startede med at komme ind og ruske i ham og sige, at nu skulle han altså op, for klokken var mange. Dernæst rullede hun op for mørklægningsgardinet og åbnede vinduet på vidt gab. Om sommeren var det fint nok. Men om vinteren var det pissekoldt. Hvad der var værst, var, at hvis han ikke kom ud af fjerene senest 5 minutter efter, ville hans far komme ind med en spand vand og hælde det over ham. Koldt vand vel at mærke. Meget koldt vand.

Denne morgen var ikke så slem. Han stod op efter kun 3 minutter i sengen. Han gik søvnigt ud på badeværelset. Siden, han nu alligevel var så tidligt oppe, kunne han lige så godt gå i bad. Efter badet gik han ned i køkkenet og fik cornflakes med mælk på. Intet sukker. Det havde han efterhånden lært. Hvis han overhovedet spurgte eller ledte efter sukkeret. Ja hvis han gjorde det, ville de skælde ham ud. Bare fordi ”unge drenge i hans alder altså ikke skal have så meget sukker!”, som hans mor blev ved med at påpege. Da han var lille, var hans forældre ligeglade med sukkeret. Det var først nu, at de var begyndt. Gad vide hvorfor. Klokken blev omkring kvart over 7. Han kunne mærke, at hans fars blik begyndte at flakke. Det var tid til at gå. Ikke fordi han behøvede. Men fordi de havde en mærkelig måde at se tiden på. For dem tog det åbenbart en halv time at gå til skolen. Men de gik jo også pisselangsomt. Sådan gik man åbenbart dengang i 50’erne. Dengang de lærte at gå. Det ville ikke nytte noget at forklare, at han havde god tid. Ligegyldigt hvor mange gange han forklarede dem det, ville de aldrig komme til at forstå det. De ville aldrig komme til at forstå ham. Aldrig. Ikke så længe de stadig troede, at når man var ung i dag, levede man, som de gjorde i 60’erne.

Et kvarter efter var han henne på skolen. Ingen var der på sådan et åndssvagt tidspunkt. Ikke engang duksene. Lorteforældre. Hvad fanden skulle han lave på skolen så tidligt? Åndssvagt. Åndssvagt, at han overhovedet var gået herhen i stedet for at gå hen på caféen, som han plejede. Tiden sneglede sig af sted. Endelig begyndte der at komme nogen. Ikke nogen, som han snakkede med. Men der var dog nogen, så han ikke var alene. Han besluttede sig for at sætte sig ind i klassen. Der sad han så. Alene. Stirrede tomt ud i luften. Dagen ville blive dårlig. Det kunne han allerede mærke.

Klassen fyldtes lige så stille. Vinterstemningen bredte sig blandt de andre. Det havde sneet for første gang denne vinter. For første gang i år. Sneen var længe ventet af de fleste. Ikke af ham, men af de andre. Af alle de fjolser, som mente, at sneen var uskyldig og kunne få alle til at starte på en frisk. Lige meget, hvad de troede, så var det løgn. Barnetro, som ikke ville gå over. Sneen gjorde ikke, så man kunne starte på ny. Den gjorde de voksne irritable, og alle de andre ville udenfor hele tiden. Alle undtagen ham. Snevejret gav altid hans forældre mere grund til at brokke sig. Brok over, hvor glat det var. Brok over, hvor meget de skulle skovle sne. Brok over, hvor langsomt trafikken sneglede sig af sted, fordi sneen blokerede det hele. Brok over, alle de utaknemlige knægte, som kastede snebolde på bilen, huset, vinduerne eller ligefrem på dem. Hvorfor skulle sneen være pragtfuld? Den gjorde ham kun i dårligt humør. Han vidste, at så snart han kom hjem, ville de sætte ham i arbejde. Enten skulle han skovle sne eller også skulle han strø salt ud, så sneen kunne smelte.

Alle snakkede om den. Alle snakkede om sneen. Hvorfor lige om sne? Hvad er der så fantastisk ved den, siden de kunne snakke om den i timevis? I timevis snakkede de kun om sne. Og for det ikke skulle være løgn, så satte læreren dem til at skrive et essay om sne. Hurra. Så kunne dagen næsten ikke blive værre.

Og fordi han nu ikke troede, at dagen kunne blive værre, så blev den værre. Matematik. Ja, matematik. Hvorfor fandtes der noget som matematik? Lortefag. Og oven i købet med en lortelærer. Dernæst var det tid til frokost. Han slentrede hen til kantinen og stillede sig i kø. Der var burgere på menuen. Måske var dagen ikke så slem alligevel? Burgere var hans ynglings skolemad. Han satte sig ved et tomt bord. Ventede på, at der var nogle, der ville sætte sig. Opgav og spiste så alene. Han hørte skraben hen ad gulvet. Nå. Så der var nogen, der ville sidde sammen med ham alligevel. Han lod bevidst være med at kigge op for at se, hvem det var. Han ville hellere vente. Vente og se, hvad der skete. Der skete ingenting. Kun lidt hvisken. Typisk. Der var ingen, der ville snakke med ham. De kunne bare ikke finde et andet sted at sidde. Han kiggede lidt til venstre – den anden vej i forhold til hvor personerne sad. Der var et tomt bord. Mystisk. Han blev lidt gladere. Der var måske nogen, der ville snakke med ham alligevel. Han skævede forsigtigt over til personerne ved siden af ham. Det var Kevin og de andre. Hvad lavede de der? Hvad ville de ham? Han var jo ikke noget værd. Det havde han fået af vide mange gange. Hans forældre var gamle, og det måtte han bøde for. Evig og altid. De hviskede. Sikkert om ham. De havde kun sat sig over til hans bord for at pine ham endnu mere. Sådan var det altid. Han kunne mærke, at Kevin skævede over til ham. Lige med et spurgte Kevin ”Hva.. Vil du med i byen efter skole?”. Havde Kevin spurgt ham? Underligt. Han nikkede stille. Hvis det nu ikke havde været til ham, ville de nok ikke bemærke ham. ”Fint, vi mødes i skolegården, når vi får fri” sagde Kevin så.

Dagen gik hurtigere. Han ignorerede alt det dårlige. Tænkte mest på, om det nu var rigtigt. Om det nu var rigtigt, at Kevin ville have ham med i byen. Hvad hvis det bare var en joke? Så ville han ligne en idiot, når han stod ude i skolegården og ventede. Eller hvad hvis det bare var en fælde? Kunne han nå at stikke af? Hvad ville de gøre ved ham? Det var jo Kevin og hans bande for pokker. De kunne finde på hvad som helst. Måske skulle han bare skynde sig hjem, når klokken ringede. Men hvad hvis Kevin rent faktisk bare ville være sammen med ham? Da klokken ringede, havde han endnu ikke besluttet sig for, hvad han skulle gøre. Han gik langsomt ud i skolegården og kiggede sig omkring. Kevin og to af hans trofaste håndlangere stod og lænede sig op ad cykelskuret. De så rå ud. Hvad ville de ham? Tøvende gik han lidt nærmere. Kevin fik øje på ham og smilte skævt. Nu var der ikke så meget andet at gøre. Ikke andet end at gå hen til dem. Han gik slentrende hen til dem. Da han kom derhen nikkede de stille til hinanden og begyndte at gå.

Ingen af dem sagde noget på turen. På hele turen hen til byen var der ikke en lyd, der blev sagt. De kom hen til en pølsevogn. Købte en hotdog og en sodavand hver. Han var efterhånden meget nervøs. Hvad ville de med ham? De sagde ikke noget. Det her var nok ikke lige den bedste idé alligevel. De kom hen til en sidegade af strøget. Ikke godt. Hvad hvis resten af banden gemte sig her for at komme frem og overfalde ham? De kom hen en butik. Han kiggede op. ”Tatovør- og piercingmesterens biks” stod der på skiltet. Han stoppede op. Her havde han aldrig været før. Han vidste ikke engang, at de havde sådan en butik her i deres lille by. Kevin og de andre bemærkede, at han ikke var med og kom hen til ham. ”Nåh, der er vist en, der er interesseret i at få en tatovering?” vrængede Kevin, som om han ikke troede på, at sådan et skravl som ham kunne finde på det. Han nikkede stille. Det ville være perfekt. En tatovering. Han havde altid syntes, at det var så sejt at have sådan en. Men han havde bare aldrig turde på grund af sine forældre. Han følte sig fri. Fri til at gøre hvad han ville. En frihed, som skulle bruges på at trodse dem en gang for alle. Han gik indenfor. Og Kevin og hans forstærkning fulgte med. Han kiggede rundt. Hvor var der dog meget at vælge imellem. Kevin og de andre gik rundt og betragtede de forskellige mønstre. Sommetider grinte de lidt. Han vovede ikke at spørge, hvad de grinte af, i frygt for, at de ville kræve, at han fik tatoveret en grim ting. Lige med et så han den. Den var perfekt. Perfekt til ham. Noget, der prøver at slippe fri, men bliver holdt fast af større kræfter. Perfekt. Måske ville han en dag slippe fri.

Det at få den lavet var nemt nok. Han havde aldrig været bange for nåle. Og på en eller anden måde virkede den stikkende smerte så befriende. Det var næsten ovre, før det var begyndt. Han gik alene hjem. Kevin og hans kompagnoner skred, da de fandt ud af, at han alligevel turde. Måske var de ikke så rå alligevel. Nu hvor han var på vej hjem, fortrød han lidt. Hvad hvis det havde været en dårlig idé? Måske var det meningsløst at have den? Han stoppede op et kort øjeblik. Nej. Det var hans krop. Og hans tatovering. Den passede perfekt til ham. Nærmest som om den var lavet kun til ham. Smilende begyndte han at gå.

Han nærmede sig sit hus. Kunne se de røde teglsten stikke op i rækken af huse. Han gik hen ad fortovet. Der var blevet skovlet sne i deres indkørsel. Han smilte stille for sig selv. Hans far havde åbenbart bidt i det sure æble og gjort arbejdet selv. Han gik op ad havegangen. Her var der også skovlet sne. Hans far havde gjort det klodset og slet ikke så ordentligt, som han ellers plejede at sætte sin søn til. Han gik indenfor. Tog sit overtøj af. Gik ind i stuen. Der sad de. I hvert deres stuehjørne. I hver deres forskruede verden. De sad og slubrede deres Merrild i sig.

”Hvor har du været?” hans far brød gnavent stilheden. ”Ude. Med nogle venner” svarede han. ”Du kommer for sent” vrissede hans far, ”du skulle have gået lige hjem efter skole. Nu blev jeg jo nødt til at skovle sne selv, uvorne knægt”. Han smilte lidt og svarede så med latter i stemmen: ”Ja det kunne jeg se, men det var vist ikke med den store succes”. ”Kan du så tale pænt til din far! Utaknemlige skravl. Alt gør vi for dig, men intet får vi tilbage” snerrede hans mor. Han undslap et lille ”tsk”, og det var nok til at gøre han far rasende. ”Kan du så gå op på dit værelse! Du har stuearrest resten af ugen!” råbte han. ”Næh jeg gider ej! I skal først lige se noget, som jeg har fået lavet” sagde han med fryd i stemmen. Han tog blusen af, vendte ryggen til dem og ventede på reaktionen. Først kom der ikke nogen. De var fuldstændig målløse til at starte med. Så kom der et lille gisp fra hans mor. Og vreden fulgte. ”DIN UTAKNEMLIGE LØMMEL! DU SKAL RIGTIG SPILLE SMART HVA? MEN NU SKAL DU FÅ GUDS STRAF AT FØLE! DU HAR STUEARREST RESTEN AF ÅRET! OG NÅR VI FINDER UD AF, HVORDAN MAN FÅR DET DJÆVELVÆRK VÆK..” råbte hans far vredt. Faren tog fat i ham, bar ham ud i entreen, op ad trappen og smed ham ind på hans værelse.

Så lå han der. På gulvet. Han kunne høre hans fars hidsige skridt, men så. Intet. Ingen skridt. Ingen suk. Ingen host. Ingen hark. Ingenting. Men de var der stadig. Begge to.