søndag den 26. september 2010

Essay - Musik Med Mere (FUS - 10. klasse)

Musik er noget meget vigtigt i min dagligdag. Jeg hører musik hver dag i forskellige doser. Som Anders ”Anden” Mattesen siger i ”Terkel i Knibe” – ”Musik skal ikke læses eller analyseres. Musik skal mærkes, føles og danses”.

Alt føles meget bedre og nemmere, når jeg hører musik, mens jeg arbejder. Det gør en stor forskel, om jeg hører musik eller ej, mens jeg maler brændeskuret sammen med min far. Arbejdet føles meget sjovere med musik i ørene, som man kan gå og synge med på. Det er skam ikke, fordi det er kedeligt at male, og slet ikke når det er sammen med min far, men stilheden mens man arbejder gør bare arbejdet meget langsommere. Hvis arbejdet går meget langsomt, gider jeg ikke arbejde særlig længe, også selvom jeg egentlig godt kan lide at lave fysiks arbejde som at bygge et brændeskur, male brændeskuret eller hugge brænde.

Godt nok er der naturligt musik ved fysisk arbejde – i hvert fald, hvis man arbejder udenfor. Her snakker jeg om fuglenes kvidren og vandets rislen i bæk, flod og vandfald. Fuglenes kvidren og vandets rislen er den mest stemningsfyldte musik, der findes. Bare det at gå en tur et smukt sted og så kunne høre fuglene kvidre og vandet løbe, det er noget af det dejligste ved musik.

Musik gør altid en hel del for stemningen. I film bruger man musik til at vise, når noget fx er skræmmende, uhyggeligt, sjovt eller romantisk. Den der ser filmen bliver betaget af musikken og begynder at føle det samme. Det er på en måde også godt, for uden musik i filmen, ville filmen ikke have den samme effekt. Man ville ikke vide, at der kom noget skræmmende om et øjeblik, hvis musikken ikke var der, og man ville ikke kunne nå at dække ens børns øjne.

Når jeg sidder på mit værelse og slapper af med en god bog, så gør jeg det næsten aldrig uden at høre musik imens. Man kan meget bedre koncentrere sig med musik i ørene, så bliver man ikke forstyrret af omverdenens lyde. Selv hvis jeg har ondt i hovedet, vil jeg meget hellere høre musik end at sidde i stilheden.

Jeg har det tit sådan, at hvis jeg hører noget bestemt musik meget til en bestemt bog, så forbinder jeg de to ting med hinanden. For eksempel læste jeg WITCH bogen ”Salamanderens hjerte”, mens jeg var på skiferie i Norge, og mens jeg læste, hørte jeg rigtig meget Jon musik, og det endte så med, at hver gang jeg læser ”Salamanderens hjerte”, hører jeg Jon musik inde i mit hoved, også selvom jeg hører noget andet imens.

Det er ikke kun bøger og musik, jeg forbinder med hinanden. Jeg kan også forbinde musik til en bestemt begivenhed, for eksempel vil jeg de næste rigtig mange år, hvis ikke resten af mit liv, forbinde sangen ”med lyset tændt” med FUS og den tid, hvor jeg boede sammen med Benedicte. Den sang betyder rigtig meget for mig, fordi jeg lige var kommet ud af et længerevarende forhold, og havde det rigtig svært. Benedicte støttede mig rigtig meget, og det endte med, at vi begge faldt for sangen ”med lyset tændt”, som handler om at komme over et endt forhold. Vi elskede den så meget, at til skolens talentshow tolkede vi den på tegnsprog for de andre. Den oplevelse var noget helt specielt, fordi de andre reagerede så positivt på det, og det var på en måde, vores sidste ting, som vi skulle gøre sammen som roommates. Jeg har meget ofte tænkt på at gentage succesen bare med et andet, men det ville nok ikke have helt den samme effekt eller mening.

En anden sang, som jeg forbinder til en bestemt begivenhed, er ”I Gotta Feeling” med Black Eye Peace, den forbinder jeg meget med FUS fester, fordi vi hører den hver gang, vi holder fest. Og især forbinder jeg den med 4. FUS fest, hvor vi hørte den rigtig meget.

Musik til fester er i det hele taget meget vigtigt, man kan ikke holde en fest uden musik. Til fester kan man have baggrundsmusik til middagen for at skabe stemning, og selvfølgelig skal man have musik til at kunne danse til efter middagen. Efter min mening er det ikke en rigtig fest, hvis man ikke har musik til. Det behøver ikke nødvendigvis være live musik, men bare dj’s.

Jeg tror på, at musik får en til at købe mere sprut til fester og i barer. Det gør det mere stemningsfyldt at købe sprut, når der er god musik og mennesker, som man kan lide.

Noget andet er musik i indkøbscentre og tøjforretninger. Jo, det er en god idé, men det får ikke mig til at købe mere af den grund. Hvis jeg kommer ind i en tøjbutik, og der er et helt hav af mennesker, får det mig til at blive meget hurtigt færdig med mit tøjkøb eller endda helt droppe det, også selvom der spilles musik – jeg gider ikke skulle mase mig frem for at købe tøj -, mens at hvis der er helt tomt for mennesker i en butik, vil det gøre underværker, at der spilles musik, fordi det ellers ville føles enormt ensomt og pinligt at være inde i en butik alene. Når der er musik på, kan man nemmere ignorere det faktum, at der ikke er andre mennesker i butikken.

Et andet sted, hvor det er godt at have baggrundsmusik, er i restauranter, hvor musik kan fjerne noget pinlig tavshed, som der ellers ofte er, når et par, der ikke har været alene længe, tager ud og spiser alene sammen.

Der er meget forskel på, hvad for noget musik jeg hører på hvilke tidspunkter. Når jeg er ked af det, hører jeg trist musik som Simple Plan med ”untitled” – den handler om et biluheld, hvor der er en, der har drukket og så påkører en anden bil – det er spritbilisten, der skal forestille at fortælle historien. Når jeg er forelsket hører jeg kærlighedssange eller den type musik, som han kan lide. Lige for tiden hører jeg mest rock, det kan godt undre mange af mine venner, for jeg ligner ikke rock-typen, men nu er der jo også meget forskel på rock.

Rock kan både være stille eller larmende. Det kan både være ovre i pop genren eller helt ovre på den anden side i metal genren. Det pudsige er, at jeg hører begge dele. Musikken, som jeg hører mest, kommer fra min mobil. På min mobil har jeg næsten kun rock musik, men selvom der måske er ret meget beat i rock, så kan man jo skrue ned (jeg er ikke den store tilhænger af at høre musik for fuld udblæsning, musik skal hellere nydes i lidt fredeligere mængder, og så mister man jo heller ikke hørelse). Når jeg skal falde i søvn om aftenen, så sker det tit, at jeg hører musik, indtil jeg falder i søvn. Især hvis jeg har lidt for meget at tænke på, så er musik en god adspredelse.

Hvorfor vi ikke må hører musik til eksamenen, forstår jeg ikke helt, og samtidig forstår jeg det udmærket. Jeg syntes, at musik til eksamenen ville være en god ting for mange, fordi der er mange, der som jeg koncentrerer sig og tænker meget bedre, hvis man hører musik imens man skriver. Især til denne opgave ville det være en god ting med musik i ørene. Samtidig så forstår jeg godt, at vi ikke må høre musik, fordi det for nogen også kan virke modsat af, hvordan det virker for mig. Nogen finder det distraherende og kan ikke koncentrere sig lige så godt med musik i ørene. Hvis man bare kunne stole på, at folk selv ved, om de kan koncentrere sig samtidig med at de hører musik, så ville vi sagtens have kunnet høre musik nu, men der er mange, der tror, at de kan multitaske, og så slet ikke kan det.

Musik kan være distraherende på mange områder, men spørgsmålet er, om distraktionen ikke kan bruges til noget godt? Den første gang, jeg var til tandlægen og skulle have boret et hul i en tand, fik jeg en sprøjte i kinden, men da jeg er rædselslagen for nåle, turde jeg ikke få sprøjtet en sprøjte i kinden den anden gang, jeg skulle derind. Der fik jeg lattergas i stedet, men problemet var bare, at selvom jeg ikke rigtig kunne mærke, hvad tandlægen lavede, så kunne jeg alligevel fornemme det, og så blev jeg bange for boret og ville hele tiden have ham til at stoppe. Måske ville jeg have kunnet klare det bedre, hvis jeg havde musik i ørene? Det ville i hvert fald have distraheret mig fra boret i nogen tid. Så måske skulle man overveje at lade patienterne høre musik samtidig med, at de får lattergas?

En ting, som jeg ikke forstår ved det med musik, er, hvordan det kan røre så mange mennesker så forskelligt på samme tid. Er det en eller anden nerve oppe i hjernen, som røres, når musik bliver afspillet, så man ved, om man kan lide det eller ej? Og hvorfor rører noget musik en mere end andet? Jeg er for eksempel ikke specielt vild med rap musik eller techno, den slags musik, syntes jeg, er en anelse kedelig. Nogle få rap sange kan jeg dog lide – fx ”Når Et Lys Slukkes” med Nik & Jay, den syntes jeg er utrolig smuk og sørgelig, fordi den handler om biluheld og livet som falckredder, mens sange som ”My Secret Lover” ikke siger mig en pind, fordi tingene bare bliver gentaget igen og igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar