Denne historie er skrevet, som forsættelse til en lille tekst, som jeg desværre ikke kan finde, så håber, at I kan finde hoved og hale i den alligevel :)
...
Chili sitrede oven på den kølige modtagelse, men lod sig ikke mærke ved det. Hun rystede blot af al den kulde. Det var hun ikke vant til i hendes hjemland. Smørret havde striks besluttet, at han ikke ville have noget at gøre med den nye nabo. Tomaten og spinaten blev nysgerrige for at få af vide, hvem deres nye overbo var, de begyndte at hviske om at tage op og besøge hende. Det var ellers ikke noget, man normalt gjorde, men denne tirsdag morgen fik tomaten lyst til at besøge sin nye overbo. Hun listede stille op til dem for ikke at vække menneskerne i huset. Chilien så overrasket på tomaten, da hun kom derop.
”Jamen hejsa, hvor kommer du så fra?” spurgte tomaten venligt.
”Jeg hedder Chili, jeg kommer fra et land sydpå” svarede hun genert. Hun havde ikke regnet med, at nogle af de andre i køleskabet ville være så venlige efter hendes møde med smørret.
”Halløj med dig så, vi får ellers ikke mange nye her.” sagde hun smilende og fortsatte: ”Vi plejer at lade det sure mukkehoved til smørret være, for han er aldrig til noget” hun blinkede til hende. ”Jamen hov! Du fryser jo” udbrød hun, ”er du ikke vant til kulde?”.
Chili rystede på hovedet og klaprede med tænderne.
”Jamen lille skat dog” sagde tomaten, ”vent du her, så kommer jeg med noget varmt til dig”. Og lige så hurtigt som hun var kommet, gik hun igen.
Chili skælvede af kulde. Hun havde aldrig oplevet sådan noget før. Hvorfor var der så koldt herinde? Det måtte jo være mindst 20 minusgrader. Hun håbede bare, at tomaten mente, at hun ville komme med noget varmt til hende. Lidt efter kom tomaten tilbage. I hånden havde hun et lille krus, der dampede. Chili så på kruset. Det så varmt ud. Var det mon til hende? Tomaten kom hen til hende og rakte hende kruset.
”Er det til mig?” spurgte Chili forsigtigt. Tomaten nikkede smilende og gav hende kruset med den varme drik. Chili drak grådigt. Hun kunne slet ikke få nok. Drikken gjorde hende helt varm, og hun begyndte at huske. Huske hendes hjemland, det dejligste land i verden. Der var der masser som hende, og der var altid varme og sol.
”Hallo? Er du der?” sagde tomaten bekymret.
Chili kom til sig selv igen og nikkede. ”Hvad var der dog i den himmerige drik?”
”Blot varm mælk med lidt brændevin. Skummetmælken var så venlig at give en smule” sagde tomaten glad. ”Det ser ud til, at det virkede?” Chili nikkede og var helt glad igen. Tomaten og Chili aftalte, at tomaten ville komme på besøg igen den næste dag.
Så snart tomaten kom ned fra sit møde med chilien, blev hun bombarderet med spørgsmål om, hvordan deres nye medlem i køleskabet var. Hun fortalte lystigt ud om sit møde med chilien. Spinaten blev meget nysgerrig, og han besluttede sig for at gøre tomaten selskab den efterfølgende dag.
Og sådan blev det. Tomaten og spinaten gik sammen op til smørret og chilien. Ikke fordi smørret sagde noget. Han sad og gloede den anden vej. De andre havde på fornemmelsen, at han nok var lidt jaloux, fordi chilien var så populær. Chilien var ligeglad med, om smørret ville spille fornærmet eller ej, hun var bare glad for at have fået nogle nye venner. Spinaten var glad for at have mødt chilien. Hun var sød og charmerende. Spinaten var allerede meget betaget af hende efter det første møde. De snakkede om alt mellem himmel og jord, men mest om chiliens hjemland. Chilien var glad for al den opmærksomhed, men hun bemærkede også de sigende blikke fra spinaten. Efter hendes mening var han ved at blive lidt for glad for hende. Hun bemærkede også smørrets øjekast over mod dem. Hvis hun bare kunne gøre noget for ham, men han afviste hende jo allerede, fra den første dag hun kom.
Om aftenen, da tomaten og spinaten gik hjem, blev spinaten ved med at snakke om den yndige chili, som var flyttet ind hos dem. Tomaten havde nu fornemmet modviljen hos chilien, så hun undlod at opmuntre ham yderligere. Skummet- og sødmælken hørte spinatens ros, så de spurgte, om de ikke måtte komme med den næste dag. Spinaten var ikke meget for det, for så ville han ikke have hende for sig selv, men tomaten sagde, at jo flere desto bedre.
Og som hun sagde, sådan blev det. Tomaten, spinaten, skummet- og sødmælken tog op på den øverste hylde for at besøge chilien. Nu blev det snart for meget for smørret. Hele køleskabet kom snart op og besøgte chilien. Det havde de aldrig gjort med ham, han fik bare lov til at sidde deroppe i sin elendighed. Smørret kunne ikke skjule sin misundelse overfor de andre, men han prøvede alligevel. Han lod som om, at det var fuldstændig ligegyldigt, at de var kommet for at besøge hende og ikke ham. De næste par uger besøgte alle i køleskabet chilien, og alle fandt hende utrolig bedårende. Smørret blev mere og mere muggent. En dag, da menneskene satte smørret på plads i køleskabet igen, skyndte smørret sig at kravle over til chilien. Han ruskede hårdt i hende, for at vække hende. Chili åbnede langsomt øjnene og fik et chok, da hun så, hvem der ruskede sådan i hende. Hun skulle lige til at skrige, men smørret fik lagt en hånd over hendes mund. Smørret så så fortabt ud, at hun lod være med at skrige.
”Hvad er der galt?” spurgte hun venligt.
”Åhh åh, jeg fortjener slet ikke din hjælp efter det jeg har gjort mod dig. Jeg aner bare ikke, hvem jeg ellers skal spørge. Hvem er ellers så venlig og god, som du er?” sagde smørret ulykkeligt.
”Fortæl mig nu, hvad der er galt og glem alt andet” befalede hun venligt.
”Jeg har snart ikke mere smør tilbage i min smørbakke. Menneskene snakkede om, at jeg nok snart skulle smides ud. Jeg er så ulykkelig. Jeg vil ikke væk herfra!” hulkende han.
”Hmm, vi må udtænke en plan. Senere når de andre kommer, beder jeg dem om at hjælpe os” sagde chilien eftertænksomt.
Senere da de andre kom for at besøge chilien, fandt de chilien og smørret sovende hånd i hånd. Tomaten skyndte sig at vække dem, før spinaten kom. Chilien forklarede dem straks om smørrets kvaler, og de andre kiggede medfølende på ham. Kun spinaten var lidt eftertænksom.
”Hvorfor finder du på sådan en historie nu? Det er da kun for at komme med i slænget” sagde spinaten surt. Smørret rystede ulykkeligt på sit hoved og græd lidt. Chilien holdt om ham og trøstede ham. Spinaten blev jaloux og gik sin vej. Chilien fortalte de andre, at de måtte lægge en plan, og hun havde allerede en ide..
Den næste morgen, da menneskene ville have smør på brødet, kunne de lige pludselig ikke finde smørret. Det stod ikke, hvor det plejede. Derefter kiggede de på den nederste hylde, der stod rødkålen og hvidkålen heller ikke mere. Så kiggede de i skabslågen, der lå der løg og en tomat. Menneskene havde det som om nogen gjorde grin med dem. De ledte længe efter smørret i skabets indre, men ingen fandt den. De endte med at stoppe eftersøgningen. De kunne slet ikke finde noget i skabet.
I virkeligheden havde smørret gemt sig sammen med chilien, lige bag ved mælken. Og der sad de så og kyssede. Der blev holdt stor fest og inden længe kom der små smørbakker med chilismag.. Alle i køleskabet levede lykkeligt til deres dages ende
Se det var et rigtigt eventyr..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar