”Kærlighed, hvad er kærlighed? Jeg tror, at kærlighed er noget, som egentlig ikke tåler ord. Kærlighed er at forstå et andet menneske, at holde af det, at dele lykke og ulykke med det. Og på et tidspunkt hører den fysiske kærlighed også med, du har delt noget med en anden, givet noget bort og modtaget noget, og det hvad enten du er gift eller ej, om du får et barn eller ej. Om du har mistet din dyd eller ej, det kommer slet ikke sagen ved, hvis bare du ved, at der for hele resten af livet er en ved din side, som forstår dig, og som du ikke behøver dele med nogen!” – Anne Frank
Kærligheden… Den er fantastisk dejlig, men den kan være så besværlig. Man svæver højt over jorden på en lyserød sky og tror ham man har fundet er den rette, men lige pludselig en dag falder man ned på jorden igen med et ordentligt brag. Det kan vel betragtes som om man bliver hejst op i Empire state building og når man så lige er kommet op bliver man skubbet ud igen og lander på jorden med et rabalder. Det har jeg oplevet engang for lang tid siden.
Det var en forårsmorgen i marts, alt var stille. De eneste der sagde noget var de kvidrende fugle og den rislende bæk. Der var så sandelig forår i luften. Jeg var ude at løbe for at holde hjulene i gang som man siger. Jeg løb ned ad Wisteria Lane, og videre hen mod parken i den anden ende af vejen. Jeg var lige drejet ind mod parken da jeg stødte ind i Mick, bogstavelig talt - jeg kom til at løbe ind i ham, vi væltede begge to og jeg landte oven på ham.
“Øhm hej?” sagde han og smilede kækt. Jeg mærkede at jeg rødmede helt op til hårrødderne. ”Øh undskyld” fik jeg fremstammet og rejste mig op. Han rakte en hånd frem for at få hjælp til at komme op, men jeg stod som neglet til stedet. Jeg mener… Det var Mick… Mick..! Bare den lækreste fyr i hele universet… Slet ikke noget at snakke om… Det må være gået op for ham at der ikke var noget hjælp at hente for han havde rejst sig og børstede støvet af sig.
Han kiggede på mig med sine dejlige blå øjne og smilede. ”Jeg tænkte på... Skal du noget på fredag?” sagde han stadig smilende. ”Øhm jeg skal i moske, men bagefter skal jeg ikke noget” fremstammede jeg målløs. ”Okay... Kan jeg så hente dig klokken 8?” sagde han og smilte bredere. Jeg kunne ikke sige noget af bar glæde så jeg nikkede i stedet. Han smilede stort og sagde så ”vi ses”, kyssede mig hurtigt på kinden og løb videre. Jeg var fuldstændig i ekstase og stod bare og kiggede efter ham. Efter et par minutter kunne jeg slet ikke se ham mere og jeg begyndte at løbe videre.
”Hvad tænker du på? Du virker helt fortabt for omverdenen.” sagde min far pludselig. Det gav et sæt i mig og jeg svarede ”ja jeg var vist langt væk”. ”Åh nej jeg håber ikke at far har opdaget noget!” tænkte jeg. ”Øh jeg tænkte bare på terminsprøven i næste uge” sagde jeg hurtigt. ”Når ja det er jo også rigtigt” sagde min far med et stramt smil, ”det skal nok gå godt”. I virkeligheden havde jeg tænkt på den forgående aften.
Vi havde været ude og spise på en ret fin restaurant og derefter gik vi langs med stranden og kiggede på solnedgangen. Aftenen blev ikke engang spoleret da det begyndte at regne, vi løb hen til busstoppestedet og stod i læ der. Jeg var først kommet hjem ved midnatstid. Jeg havde løjet og sagt at jeg skulle læse lektier hos en veninde så det første min far spurgte om var selvfølgelig hvor meget vi havde fået lavet. ”Rimelig meget” sagde jeg smilende. ”Okay” svarede han mistænksomt.
Om søndagen havde jeg og Mick aftalt at mødes i parken og løbe en tur. Jeg gjorde alt som jeg plejede, tog mit joggingtøj på og min ipod i ørene. Så sagde jeg til min far at jeg ville tage ud og jogge. Allerede der burde jeg have bemærket at noget var galt for min far stod og talte lavmælt med min mor på arabisk. Men jeg var for lykkelig til at bemærke noget så jeg skyndte jeg mig ud af døren.
Da jeg kom over til parken stod han allerede ved indgangen og ventede. Han smilede til mig og kyssede mig flygtigt på munden. ”Skal vi gå?” spurgte han, ”ja lad os det” sagde jeg og smilede lykkeligt, som om intet i verden kunne forhindre dette øjeblik.
Vi begyndte at løbe hen ad stien. Lige med et dukkede min far og min ældste bror op ved den nærmeste bænk. Min far begyndte at tale på arabisk så Mick ikke kunne forstå det. ”Medina, jeg siger det kun en gang. Enten kommer du med os og snakker aldrig med din ven her mere, eller også må jeg skyde jer begge!” sagde han lavmælt på arabisk med tårer i øjnene.
Mick stod, og kiggede uforstående på mig og min far på skift. Jeg stod som en stenstøtte. Jeg kunne ikke fatte hvad der var ved at ske. At det kunne ske for mig! Man hører så meget i nyhederne, men jeg havde aldrig troet at det ville ske for mig!
”Far. Nej. Det kan ikke passe. Hvorfor? Han er et menneske ligesom jeg...” begyndte jeg med mit dårlige arabiske. ”Medina, du ved ligeså godt som jeg at han ikke er ligesom os” sagde min storebror og skævede over mod Mick.
”Jo han er! Han er et menneske af kød og blod ligesom os!” sagde jeg med foragt på dansk, ”og han er en dansker ligesom os!” råbte jeg nærmest. Mick var begyndt at forstå hvad det handlede om og hans blik flakkede. Min far så det og sagde fornærmet ”nå, nu er du måske ikke så kæphøj mere hva? Du elsker ikke engang min datter nok til at forsvare hende? Du ville bare fjolle rundt med hende og derefter vrage hende som enhver anden? Nu skal jeg sige dig noget! Hun er ikke enhver anden!” det sidste råbte han ud over hele parken. Micks blik stod fast på min far og derefter på mig. Jeg holdte vejret. Mick så mig ind i øjnene og smilede skævt. ”Nej du har ret... Jeg elsker hende meget højere!” sagde han og kiggede direkte ind i min fars øjne ”jeg bliver her så længe Medina vil have det!”.
Jeg stod målløs og kiggede på Mick. Langsomt fik jeg et smil frem. Han elskede mig! Mick Hoberg Hedegaard elskede mig! Min far stod også længe og kiggede tøvende på mig og Mick. Langsomt fik han fremstammet ”Medina... Jeg elsker dig... Jeg kan bare ikke tillade at du vanærer familien... Især når vi ikke kan være sikre på at dig og øhm... Var det Mick? Ja... Mick gifter jer...”. Jeg stod og kiggede på min far. Betød det det jeg troede? ”Det ved vi jo heller ikke, det er det, der er godt ved at være ung. Vi har ingen forpligtelser, eller det troede vi i hvert fald ikke at vi havde” sagde Mick stille og kiggede på min far.
Min far stod længe og så på os. ”Jeg... Jeg ved det virkelig ikke...” fik han endelig sagt. ”FAR!” råbte min storebror, som havde stået og set ud som om, det var et mareridt han var i gennem og bare skulle vågne fra, ”FAR! Hun vil jo bare vanære familien endnu mere!”. Min far stod og kiggede fortabt på mig. Jeg gik over til Mick og krammede ham. Sådan stod vi og holdt om hinanden, bevidst om at vi kunne risikere at dø. Min far tog pistolen frem og kiggede på den, som om han ville kunne læse svaret på den.
Jeg lukkede øjne og ønskede. Jeg ønskede mig langt væk, hvor der ikke fandtes våben og fordomme. ”Nej. Jeg vil se døden i øjnene” tænkte jeg bestemt og åbnede øjnene. Min far stod og talte lavt men bestemt til min bror på arabisk. Jeg kunne kun opfatte lidt af det. Noget med at han elskede mig for højt til at kunne skade mig. Min bror stod og kiggede vantro på min far. Han greb fat i pistolen og trak den hen til sig. Han kiggede hadefuldt på mig og sigtede. Min far råbte noget, men jeg hørte det ikke for jeg kunne ikke fatte at min elskede storebror ville dræbe mig. Min storebror holdt mit blik, som om han ville sige - vil du fuldføre hvad du er gået i gang med? - og gjorde sig klar. Han trykkede af, men i det samme sprang min far ind foran mig og blev ramt i maven af skuddet. Min storebror stod som naglet til stedet. Han slap pistolen og sank grædende sammen på jorden.
Nogen havde ringet til alarmcentralen. Ambulancen og 3 politibiler kom. Falck redderne anbragte min far på en båre og kørte med hylende sirener videre hen mod sygehuset. Politiet anholdt min bror og satte afspærringer op. En af betjentene kørte mig og Mick til politistationen hvor vi blev afhørt.
Nu, tre måneder efter, står mig og Mick i Kastrup lufthavn. Vi har lige vinket farvel til min far, der sidder lykkeligt i en kørestol, fordi han ikke må røre sig for meget. Jeg vender mig rundt, fast besluttet på at se fremad, mod en lykkelig tid i USA med Mick – uden fordomme.
Happy ending ever after og bla bla bla…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar