Essay

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i Ringsted

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i Ringsted.

Ringsted er sådan set ikke nogen stor by, men for mig, som har boet i to andre byer med henholdsvis ca. 1.700 og 4.200 indbyggere, så er en by med ca. 32.000 indbyggere stort.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i Ringsted by.

Ringsted rummer lidt af det hele. Der er både midtby, centre, 14 folkeskoler (så længe det varer), et gymnasium og alligevel en smule natur.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i udkanten af Ringsted.

Hvor der er en mulighed for at komme væk fra byen og traske ud på marken, gå langs med Ringsted å, snakke enten med sig selv, køerne eller sin hund.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i Ringsted – en by med natur.

Hvor du kan tage i anlægget og gå en tur inde midt i byen. Eller tage ud til Haraldsted sø på en varm sommerdag og fiske. Pakke picnic kurven og tage på udflugt med hele familien. Du kan også tage ud til Dyndet gå en tur, bade lidt og lade hunden løbe rundt. Snuse rundt i Mosehuset derude, finde spændende ting og sager, købe the eller lækre bolsjer.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo et stykke fra Ringsted centrum.

Hvor jeg ellers kan bruge mange penge på bøger og film. At bo så langt væk fra Ringsteds Blockbuster, hvor jeg kan få helt nye film for billige penge, at jeg ikke ”bare” smutter derhen. Intet gøres helt overilet på den måde. Ganske stille og roligt. Når jeg har tid. Og ikke mindst... Penge.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i musikalske Ringsted.

Hvor der er mulighed for at lære at spille et instrument eller tøjle sit eget. Lære det fra bunden. Have det sjovt. Uden stress – stille og roligt. I ens eget tempo. Hvorfor skynde sig? Vi har masser af tid.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i nærheden af Ringsted å.

Især om vinteren, hvor jeg går tur med min hund i nyfalden sne med udsigt til en flot solnedgang bagved åen og marken. Stå og nyde synet, mens jeg kaster en snebold til Balder, som glad tumler af sted efter den, og ødelægger alt det romantiske ved nyfalden sne. I stedet for at drømme, må jeg grine.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i Ringsted – mulighedernes by.

Hvor der er lidt for enhver smag. Et stort bibliotek med alverdens spændende litteratur. Et sportscenter med aktiviteter både inden- og udendørs. Kongrescenteret, hvor man kan se alverdens forestillinger eller koncerter. Et kongrescenter, hvor jeg har stået på scenen med Steffen Brandt og resten af TV2.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i gourmetbyen Ringsted.

En by med lidt for enhver smag. Med så mange forskellige restauranter. Den italienske, hvor man får fantastisk lækker mad og ikke mindst dessert. Den kinetiske, til når man ikke har så mange penge til at gå over på den italienske, men alligevel gerne vil have rigtig god mad til en god pris. Sidst men ikke mindst er der Café Vivaldi, hvor man kan få lidt dyr, men god mad og en snak med veninderne om det sidste nye, totalt hygge.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i Ringsted – Sjællands midte.

Hvor jeg har mulighed for at tage til København eller Jylland på kort tid. Togene kører hver sin retning. Men rummer begge masser af muligheder. Muligheden for at tage ind til storbyen og tage i biffen. Muligheden for at tage til Jylland, besøge nogle af mine bedste venner og veninder, eller muligheden for at tage i sommerhus. Slappe af, komme væk fra byen. Ligge i hængekøje og læse gode bøger, mens jeg hører musik. Gå en tur langs stranden med Balder, bare for til sidst at vende tilbage til gode, gamle Ringsted med et stort smil på læben.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i festlige Ringsted.

Med mulighed for at tage på diskotek hver weekend. Til byfest i Kristi himmelfartsferien eller til Ringsted festival den første weekend i august, hvor hele byen bliver samlet. Alle har noget at samles om, noget at nyde. Alle har noget at snakke om, og noget at hygge sig til. Alle hører god musik, selvom det er vidt forskellige genrer.

Jeg kan egentlig godt lide at bo i shoppebyen Ringsted.

Hvor der er alverdens muligheder for shopping. Med Danmarks eneste outletby med 27 forskellige mærkevareoutlets, hvor du kan spare penge på moden. Med Ringstedet, hvor der er 30 butikker med alt mellem himmel og jord. Og ikke mindst med Sunset Boulevard, hvor du kan få den lidt sundere udgave af fastfood. Det er vist heller ikke så dårligt, at jeg bor et stykke derfra alligevel...

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i Ringsted – en by med historie.

Hvor Valdemar den store grundlagde den smukke St. Bendts kirke. Hvor Knud Lavard blev dræbt i Haraldsted skov. En by med historie. En by med rødder langt tilbage i tiden. En by hvor konger engang blev kronet.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i uddannelsesbyen Ringsted.

Hvor du kan blive lige, hvad du vil. Campus er stort, og rummer det hele. Lige fra erhvervsuddannelser til det almene gymnasium. Mulighederne er store, og det er dit eget valg. Hvad har du lyst til?

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i rummelige Ringsted.

Hvor der er plads til alle. Hvor døve kan slå sine folder uden at blive set ned på. Hvor indvandrere er på lige fod med alle andre. Hvor alle må være med. Alle er lige meget værd.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo på Kristoffersvej i Ringsted.

Hvor buslinjen er blevet markant forbedret. Med busser, der køre hvert 15. minut, så jeg kan nå det hele og stadig være hurtigt tilbage. Hvor jeg en morgen med meget sne på vejen bare ikke orker at skulle gå, eller i det hele taget er meget forsinket, lige kan nuppe en bus, så jeg sparer de 10 minutter og ikke får fravær.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i Ringsted.

Den by vi flyttede til på grund af mig. På grund af mit høretab. På grund af mit klasseskift, hvor alle de nye klassekammerater boede i Ringsted. På grund af, at mine forældre ville mig det bedste. Hvilket jeg fik.

- For derefter at miste det igen, da vennerne og jeg voksede fra hinanden.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i Ringsted...

Klumme i Visualis

Vi bider ikke... - tror jeg nok.

Døren åbnes. En overglad stemme siger: ”Ny pige i klassen” Man nikker lidt, selvom det ikke var et spørgsmål. ”Er du nervøs?” Bekræftende mummelen. ”Ja? – Det har du også bare at være”... ”Kom bare ind, vi bider ikke... – i hvert fald ikke, hvis du ikke selv lægger op til det” ... ”Kom nu, vi er faktisk rigtig søde, at du ved det...” Og man går mod lyset...

Ja, hej alle sammen, nogen af jer kender mig måske, men ikke lige som skribent for Visualis. Det her blad er min debut, så jeg håber, at I vil tage godt imod mig.

Men nu til noget andet, som min første klumme skal handle om: nemlig dét at være ny. Man kan være ny mange steder. Ny i klassen, ny på arbejdet, ny i familien og alt muligt andet. Men hvorfor er det egentlig, at det at være ny næsten altid får os til at føle os utilstrækkelige? Er det frygten for det ukendte? At vi ikke ved, hvad der vil ske? At man skal vænne sig til en ny gruppe af mennesker, som man ikke kender?

Under alle omstændigheder lykkedes det altid, i hvert fald for mig, at få blidt sig selv ind, at jeg ikke er ligeså meget værd som de andre. Jeg er ikke god nok, så jeg skal bare prøve på at passe så godt ind, som jeg nu engang kan. Man spiller en rolle, indtil man finder ud af, at hey de andre er faktisk helt vildt søde. På et eller andet plan ved jeg jo allerede godt, at de andre sandsynligvis er rigtig søde, og at nogen af dem sikkert minder en smule om mig. Jeg vil sikkert passe godt ind i klassen, selvom jeg er lidt anderledes, men... Der er altid et men. Hvad nu hvis de slet ikke kan lide mig? Hvad nu hvis de ikke er ligesom mig? Hvad nu hvis de heller ikke lægger mærke til mig? Hvad nu hvis... Jeg ved inderst inde godt, at jeg er god nok, men usikkerheden gnaver i mig alligevel.

Det er blevet bedre med årene, det med usikkerheden, men den ligger stadig som en sygdom og gnaver i mig. Mine høreapparater har en del af skylden. Ja, jeg ved godt, at det lyder lidt tosset for nogen af jer, men når man har sin dagligdag i det hørende samfund, som den eneste hørehæmmede, er det hårdt. Man er den eneste, der har underlige dimser bag ørerne, man er den eneste, som ikke hører det hele, og man er den eneste, der har brug for, at der bliver brugt mikrofoner hele tiden.

Jeg prøver at slippe usikkerheden. Jeg prøver virkelig. Det bliver nemmere i takt med, at jeg føler mig elsket, at jeg føler mig vigtig. På mit gymnasium var det hårdt i starten, men nu hvor det hele er faldet på plads, og vi er blevet rystet sammen, så føles det rigtigt, jeg har en rigtig god klasse, som jeg kan stole på. Jeg er ikke så bange mere...

Hvad var du bange for? Hvad frygtede du? De spyer ikke ild ud af munden, ingen har hugtænder eller vinger. De snakker som dig, de tænker anderledes, men de er mennesker hele bundet. Hvad var du bange for? ...

Essay

Accept

Accept er en forunderlig ting. Hvis man ikke er accepteret, så hungrer og tørster man efter at blive det. Men hvis man er accepteret, tager man det for givet, eller vil endnu højere op i hierarkiet. Det kan blandt andet ses i kortfilmen ”Café Hector”, hvor både Thorvald og Uffe higer efter at blive accepteret. De er villige til at gøre noget så drastisk som at true folk med en pistol, for at blive accepteret. Gæsterne i caféen er alle accepteret, de er In. De tager det som en selvfølge, at de kan komme ind på caféen, og at sådan nogen som Thorvald og Uffe ikke er velkomne. De har tydeligvis ikke det, der skal til for at komme ind på caféen. Uffe får kun lov til at låne toilettet, fordi det trækker caféens status ned, at han er der, og at andre folk kan se ham. På den måde kan man se, at hvis man ikke er accepteret, så er man heller ikke en del af gruppen.

At blive accepteret er en del af vores livsglæde. Hvis ikke vi er accepteret, føler vi os mindreværdige. Alle søger efter accept, og er derfor næsten altid nervøse, når vi starter et nyt sted. Lige fra den første dag søger vi efter nogen, der minder om os selv, som accepterer os med det samme. Men hvad hvis der ikke er nogen, som ligner en selv? Skal man så lave om på sig selv for at blive accepteret? Uffe gør det til sidst ved at bede om en cappuccino og ikke en øl, som han formentlig normalt ville have gjort. Er det fair? At samfundet er skruet sådan sammen, at man bliver nødt til at lave om på sig selv? Vi skal forhåbentlig ikke rende rundt og ligne små kloner af hinanden, med ens hår, tøj, hud- og øjenfarve, bare for at blive accepteret? Assimilere os som Søren Pind mener, vi skal? Assimileres til små Søren Pind’er hele bundtet?

Både Uffe og Thorvald længes så meget efter accept, at de slæber våben med sig ind på caféen, så gæsterne vil respektere dem. For dem er accept lig med respekt. Accept og respekt hænger sammen, men man kan sagtens respektere nogen uden at acceptere dem, som de er og omvendt. Bare fordi Thorvald har et gevær, betyder det ikke, at gæsterne har accepteret ham - de er derimod bange for ham. Mange magtfulde mennesker mener, at hvis de er frygtet, er de også respekteret. Men Thorvald bliver ikke respekteret. Han bliver stadig anset for at være en idiot, og nu endnu mere end før, eftersom han har truet en hel café med et gevær. Uffe derimod får langt om længe den accept, som han har ønsket sig.

Thorvald forstår ikke, hvorfor nogen bliver accepteret med det samme, mens andre, som ham selv, må vente i flere år. Han forstår ikke, hvorfor han burde se op til gæsterne på caféen og blive ligesom dem. De er jo ikke bedre end ham, de lader bare som om. Se bare på reklamemanden Christian, han laver i virkeligheden slet ikke reklamer. Derfor er det klart, at Thorvald ikke kan se, hvorfor han skulle være mindre værd end Christian. I den ideelle verden burde alle blive accepteret, alle burde være inde i varmen et eller andet sted. Men sådan er det desværre ikke, og det bliver det højst sandsynligt aldrig.

Jeg har selv problemer med accept. Jeg er altid meget nervøs for, at jeg ikke bliver accepteret, når jeg kommer et nyt sted - mest af alt på grund af mine høreapparater. Min hørelse gør, at jeg er anderledes end andre. Ikke specielt anderledes ifølge de fleste normalthørende, men for mig føltes det som en kolossal forskel. Når jeg kommer til en ny skole, arbejde osv., har jeg svært ved at tage initiativ til at snakke med nogen. Jeg spekulerer på, hvad de mon vil tænke, hvis de ser mine høreapparater, hvis jeg siger hva’? for mange gange, eller hvis de ikke kan lide min personlighed. Jeg har det bedre, når jeg ved, at jeg har nogle, jeg kan stole på ved siden af mig. Jeg føler mig først rigtig tryg et sted, når jeg ved, at jeg er accepteret, lige så underlig som jeg nu en gang er. Ikke at blive accepteret er min største frygt, og derfor har jeg svært ved at gå spontant hen til andre.

Artikel i Visualis

SU – Statens Uddannelsesstøtte eller de Studerenes Undergang?

Selvom priserne på fødevarer og andre nødvendige ting stiger, forbliver SU’en stadig den samme. Men... Hvordan overlever man så? Jeg ved fra mig selv, mine brødre og mine venner på SU, at det i hvert fald ikke er nemt. Det undrer mig gang på gang, at politikerne bliver ved med at snakke om at skære i SU’en. De kommer med modstridende udsagn. De siger, at uddannelse er vejen frem, og alle unge burde få en uddannelse, men samtidig vil de spare på pengene til de studerende? Det giver ingen mening. For at hjælpe til at du kan få en uddannelse uden at stifte for meget gæld, har jeg sat mig for at indsamle nogle sparetips til, hvordan du kan klare en hverdag kun med SU som indtægt. De kommer her:

Tjek reklamerne

Ja, det lyder meget enkelt og kedeligt, men du kan spare rigtig meget på at bruge det kvarter på at kigge alle reklamerne for dit område i gennem i stedet for at købe alle tingene det første og bedste sted. Husk at skrive ned, hvor der er tilbud på de forskellige ting, som du skal bruge. Hvis du ikke vil gå i flere butikker, så find den butik, der har de fleste ting, du skal bruge, på tilbud.

Køb stort ind

Det lyder måske lidt dumt, når dette handler om at spare penge, men hvis du køber 1500 gram oksekød på tilbud i stedet for 500 gram, som ikke er på tilbud, kan du spare mange penge – bare du husker at fryse det, som du ikke skal bruge ned. Evt. kan du lave en stor portion mad, og så fryse resten ned – så har du også mad til en dag, hvor du ikke orker at stå i køkkenet.

Gem resterne

Det er ren logik, men mange smider alligevel rester ud, fordi der ikke er nok til aftensmad dagen efter. Men prøv at tænke over, om der er nok til madpakke dagen efter? Eller også kan du lave nogle rugbrødsmadder ved siden af – du behøver ikke at lave den samme mængde, som du plejer, da du har gemt resterne af aftensmaden. På den måde sparer du både pålæg og rugbrød.

Lav mad sammen med venner

Den her løsning, syntes jeg, er rigtig god, fordi du både vil få billigere mad – det er oftere billigere at lave mad til 2 i stedet for 1 - og selskab. Når du er på SU, har du som regel ikke særlig mange penge til fornøjelser eller sociale sammenkomster, men hvis du finder nogle venner, der også er på SU, kan i finde en dag, hvor i kan lave mad sammen. Så sparer i både penge og kan bruge tiden ved gryderne på at snakke om alt det sidste nye.

Hold kødfri

Kød er dyrt, det opdager du hurtigt, når du kommer på SU. Undersøgelser viser, at vi kun behøver maks. 500 gram kød om ugen, derfor kan du nemt holde kødfri dag en eller to gange om ugen, lav i stedet en god, stor og nærende salat, rugbrødsmadder eller ris/pasta med en god tomatsovs, som kan række til madpakke dagen efter.

Spil et spil

I stedet for at gå i biografen, på bar eller restaurant, når du vil ud i det sociale liv, så slå jer sammen nogle stykker og køb et fedt brætspil. Brætspil er hyggelige at sidde omkring sammen med venner, og I kan nemt trække spillet ud ved at snakke en hel masse i mens. Der findes brætspil for enhver smag, og I kunne lave det til en fast tradition med en spilledag hver anden uge/om måneden alt efter, hvad I lyster. Evt. kunne I også bruge et af de andre spareråd og lave aftensmad sammen før eller efter?

Der er selvfølgelig masser af andre spareråd, det er bare om at spørge omkring dig. Der er helt sikker nogen af dine gode venner, der har et råd, som de gerne vil give dig. Ellers kan du altid søge på nettet, hvor der er en hel del mennesker, der har lagt diverse sparetips ud, fx hjemmesiden http://1001-sparetips.dk/.

Artikel i Visualis

Tolk eller mikrofoner?

Her efter sommeren 2010 startede jeg på Ringsted Gymnasium som enkeltintegreret. Valget, mellem jeg skulle have tolk eller mikrofoner, var nemt. Jeg er efterhånden gledet mere over i den hørende verden, og jeg er blevet vant til at lytte godt efter og altid kigge efter den, der taler. Jeg hører så godt, at det ikke engang er sikkert, at jeg ville få bevilget en tolk, især også fordi jeg har klaret mig uden så længe.

Hvis jeg havde tolk, ville jeg føle mig isoleret, alt afhænger af, om tolken hører, hvad der bliver sagt. Jeg ville helt sikkert også selv høre langt det meste af, hvad der bliver sagt. De andre ville muligvis se lidt skævt til mig til at starte med, men på et tidspunkt ville de lære mig lidt bedre af kende og så måske kun undre sig over, at jeg havde brug for en tolk, når jeg ellers virkede nogenlunde normal.

En anden ulempe, ved en tolk, er, at man ikke kan nå at skrive noter, hvis man skal holde øje med tolken hele tiden. Jeg ved godt, at så ville jeg nok kunne få en klassekammerats noter, men det er ikke det samme, når alle har hver deres måde at skrive noter på. Min er ret speciel, det ved jeg godt, men det virker for mig, og derfor vil jeg gerne selv kunne skrive noter.

Min førsteprioritet var helt klart mikrofoner, da jeg så ville have mulighed for at høre alt samtidig med, at jeg selv kunne deltage. Hvis jeg havde tolk, ville det virke lidt underligt, at jeg modtog informationer fra tolken og derefter siger noget på rent dansk. Jeg havde en mikrolink i folkeskolen, som jeg mildest talt hadede. Den skrattede, der var dårlig lyd, og jeg kunne ikke høre eleverne højt nok. På Frijsenborg Efterskole var jeg så heldig, at der var comfort audio i vores klasselokale. Der er en lærermikrofon og elevmikrofoner, således at læreren går rent igennem, hvis eleverne skal sige noget, skal de række hånden op og så tale i mikrofonen. Det medfører også større disciplin, da eleverne ikke bare kan snakke løs, de må pænt sidde og vente på, at de bliver taget, så alle kan høre noget.

Det system virkede så godt, at jeg helt klart foretrak det. Mine klassekammerater undrede sig lidt over, at jeg skulle bruge mikrofoner, men de har accepteret det. Der er en mikrofon til hver anden elev, så de ikke skal ”kæmpe” om mikrofonerne. Det giver mig mulighed for at få max udbytte i timerne, jeg kan høre alt og samtidig nå at skrive noter. Min klasse har taget rigtig godt i mod det og hjælper mig, når der er noget, jeg ikke har fået fat i.

Det er meget forskelligt, hvad der er bedst for en selv. For mig er det mikrofonerne, men for mange andre er det tolken. Jeg syntes bare ikke, at man skal udelukke mikrofonerne, hvis man har hørelsen til det. Det er op til en selv, hvad man vælger, men vælg det i bedst kan lide.

At blive klogere... - En satirsk krimi af Freja Lilja-Nielsen (RG - 1.g)

Allerførst skal jeg lige sige, at denne historie ikke er skrevet for at støde nogen. Det er helt og holdent mine egne tanker og holdninger, men det er ikke for at gøre grin med noget som helst, det her var den idé, jeg fik, da vi fik opgaven, og jeg syntes selv, at det blev godt.. Hvis I ikke kan lide det, så lad være med at læse den..

Det var en mørk og stormfuld aften. Jahve gik sin sædvanlige tur rundt i haven. Han kiggede rundt på den mørke himmel, og tænkte på Thor. Thor var som altid blevet pissesur over noget, Loke havde gjort og så selvfølgelig lige på en torsdag... Det var der jo ikke noget nyt i. De skændes alligevel evigt og altid. Og altid var det ham, der måtte løse problemerne. Bare fordi nogle påstod, at han var altvidende. Bare fordi man har skabt det hele, behøver man jo ikke at være altvidende. Jahve rystede på hovedet af de andre guders fejlantagelse. Hvornår lærte de det? En eller anden dag måtte han altså forklare de andre, hvordan det hang sammen. Der var mange ting ved denne verden, som han i hvert fald ikke vidste, hvordan over­hovedet var kommet der. Menneskerne var kun en af de mange ting, som han ikke anede, hvordan var kommet der. Men man kunne jo altid bruge nogle flere undersåtter til at passe haven. De kunne aldrig af egen fri vilje finde på at forråde ham - de var i hvert fald ikke opfindere af den dybe tallerken.

Pludselig så han det. Lige der. Hvad var det, der manglede? Der var et eller andet forkert ved det træ. Noget, der ikke var som det skulle være. Et eller andet var galt med træet. Kundskabens træ. Det træ, der ville få alle til at tænke og vide lige så meget som ham selv. Det kunne ikke være sandt! Hvem kunne dog finde på sådan en grusom forbrydelse? Han kiggede sig omkring i haven. Alt så uskyldigt ud. Men nu vidste han bedre. Noget var galt. Fuldstændig og meningsløst galt. Han så alt i et nyt lys. Hvem kunne have gjort det? Løverne? Aberne? Eller måske endda frøerne? Det var så meningsløst. Han havde skabt det hele, og allige­vel kunne han ikke finde på en eneste skabning, der kunne have gjort noget så grufuldt.

Han måtte straks tage affære. En eller anden måtte løse dette mysterium. En, som han kunne stole på. En, der i hvert fald ikke ville forråde ham, og fortælle alle, hvad forbryderen i virkeligheden havde gjort.. Hvem stolede han nok til at lade få denne opgave? En, der lystrede ham i alt. Pludselig slog det ham. Selvfølgelig! At han dog ikke havde tænkt på det før.. – Jesus selvfølgelig! Han var i hvert fald dum nok til at lade være med at fortælle folk, hvad han egentlig ville vide. Jahve fordybede sig i sine egne tanker. Hmm, måske skulle han lade Jesus få et af æblerne fra kundskabens træ, hvis han løste opgaven, det var trods alt me­ningen, at han skulle være menneskehedens frelser en dag. Så duede det jo ikke, at han var så retarderet, og ikke selv kunne tænke en eneste fornuftig tanke.

Jahve sendte fluks besked op til Jesus, om at han skulle komme med det samme, fordi Jahve havde noget meget vigtigt at fortælle ham. Jesus skyndte sig ned, og var helt sikker på, at der var noget galt med hans far, for han kunne da ikke forestille sig, at der kunne ske en fløjtende fis på jorden. Jahve fik forklaret sagen, og fortalte, at dusøren for at finde tyven var at få indsigt og viden om, hvad der foregik i denne verden. Jesus fik store øjne af hans fars afsløring. At der virkelig var en sådan viden, og at den var fuldt tilgængelig for alle i Edens Have. Selvom han undrede sig over, at hans far ikke havde betroet ham den viden før, så takkede han glad ja, for muligheden og gik straks i gang.

Jahve kiggede modløst efter sin søn. Hvis han ikke tog fejl, så skulle der meget til, før Jesus ville finde ud af, hvem forbryderen var. Men under alle omstændigheder ville han holde øje fra himlen og også selv prøve at løse mysteriet.

Jesus vandrede glad ud i verdenen, opsat på at finde ud af, hvem forbryderen var. Han forstod bare stadig ikke, hvorfor dette æble var så vigtigt. Der hang jo flere tusind i Edens have. Kunne Jahve ikke bare tage et af dem? Jesus var snotforvirret.

Men nu måtte han jo prøve at tænke logisk. Hvem kunne have taget æblet? Hvem spiser æbler? Det gør alle vel. Men er der nogen, der spiser æbler mere end an­dre? Høns måske? Kunne det tænkes, at nogen havde hugget æblet for at fodre sine høns? Muligvis.. Hvem havde høns i Edens have? Kain. Kain var nok den eneste, der havde høns. Resten af hønsene rendte jo bare forvirret rundt og lagde æg lige der, hvor man trådte i det.

Han måtte vel hellere gå over til Kain. Der var bare så langt. Han og han måtte løbe udenom alle søerne. – Nu tænker du sik­kert nok; jamen kunne Jesus da ikke gå på vandet? Jo det kunne han da, men det kræver jo lige, at han fin­der ud af det først..

Da han endelig nåede hen til Kain, var det ved at være mørkt. Han gik rundt om huset og hen til hønse­huset. Han måtte da kunne finde et spor derinde, hvis han havde ret i sin første indskydelse. Han skulle i hvert fald ikke nyde noget af at blive taget i at snuse rundt ved Kains hus. Kain var jo som bekendt en værre hidsigprop. Jesus kiggede sig omkring i hønsehuset. Det så jo ret normalt ud. Specielt taget i betragtningen af, at han aldrig havde set et hønsehus før. Der var vist gjort rent for nyligt. Men det skulle der vist også i et hønsehus en gang i mellem. Nu manglede han bare at få Kains alibi, for hvor han havde været om natten.

Jesus gik hen til huset og kiggede ind af vinduerne. Han kunne mildest talt ikke se en pind. Lige med et følte han en hånd på sin skulder. Og en ru stemme råbte ind i hans øre:

”HVA’ LAVER DU HER DIN FORDØMTE HØNSETYV?”

Jesus var mundlam af skræk. Hvad skulle han dog gøre? Kain var jo en kendt brodermorder, så han skulle helst ikke gøre ham vred..

”Je.. Jeg.. Skulle bare se, hvordan du havde det” sagde Jesus hurtigt.

Jesus kunne mærke, at Kain stivnede. Jesus kiggede sig over skulderen, og gispede. Kain græd! Hvad skete der lige der? Måske skulle han bare gå igen, det kunne umuligt være Kain, der havde gjort det. Jesus tog tøvende nogle skridt.

”Vent, du må ikke gå..” snøftede Kain, og så væltede det ellers bare ud af ham.

Han var så ulykkelig, fordi der ikke var nogen, der kunne lide ham, de eneste, han kunne snakke med, var hans egne høns og nu i nat havde ræven jagtet hønsene rundt, og en af dem var endda død. Snøft.

Hold da kæft, sikke et kedeligt liv.. tænkte Jesus. Men nu vidste han da, at det ikke var Kain. Han vendte sig og begyndte at gå. Han hørte råb og eder fra huset, men orkede ikke at høre mere på den tudemarie.

Hvem skulle han nu spørge? Helt ærligt, hvem kunne være så dum at stjæle noget fra Jahve? Hvem skulle han nu opsøge? Hvem kunne ellers finde på at spise et æble? Hvem var så sulten, så man ville stjæle et æble fra Jahves have? Man måtte i hvert fald være meget udsultet.. Pludselig gik der et lys op for Jesus. Muhammed! Han fastede jo evig og altid, så han måtte være sulten nok til at stjæle et æble fra Jahves have Det var jo logik for Jehovas vidner. Så Jesus begyndte på sin lange rejse hen til Mekka og Mu­hammed.

Da han langt om længe nåede frem, spurgte han efter Muhammed, men ingen havde set ham fornyligt. Jesus gik hen til moskéen og kiggede efter ham, men han så kun imamen, og spurgte, om han vidste, hvor Muhammed var.

Imamen svarede: ”ja, han er da på pilgrimsrejse”.

Pilgrimsrejse? tænkte Jesus, jamen plejer pilgrimsrejsen ikke at gå til Mekka? Han spurgte imamen, men imamen svarede blot:

”Alle veje fører til Mekka, men de fører også til Rom!”

Jesus klaskede sig i hovedet - hvorfor havde han dog ikke regnet det ud noget før? Det var jo virkelig enkelt, når selv sådan en wannabe vidste det.. Hvor var han dog dum. Nu måtte han så begynde en ny og lang rejse til Rom. Han satte det lange ben foran - og trådte lige ud i en vandpyt – I det mindste havde han nu fundet ud af, at han kunne gå på vandet..

Det tog ikke Jesus lang tid at komme frem, for alle veje fører jo til Rom. Her måtte han igen spørge Gud og hvermand, om de vidste, hvor Muhammed befandt sig. – Gud vidste det slet ikke, han havde lige lagt sig til at sove, da Jesus ringede, så han var noget gnaven. Men til sidst fandt Jesus en mand, der vidste, hvor Muhammed befandt sig. Han var hos kejseren af Rom, så Jesus drog af sted til paladset.

Hos kejseren var der en helvedes masse vagter, og Jesus spekulerede på, hvordan han dog skulle komme ind. Han listede først ind af en baggang, men der kom vagter forbi, så han blev smidt ud. Så prøvede han at gå over fra åen, der løb ved siden af, men der var for langt op til paladset dernede fra. Til sidst gik han bare målrettet ind mod porten. Vagterne værdigede han ikke et blik, og han slap ind i paladset. Her var der endeløse rækker af sale, den ene mere guddommelig end den anden. Jesus havde nu kun øje for at finde Muhammed, men han var ingen steder at se. For enden af de guddommelige sale, var den mest vidunderlige sal placeret. Her sad kejseren og hans undersåtter. De gloede på en eller anden tosset mavedanserinde. Jesus fornemmede, at han havde set hende før. Hvem var hun?

Som et lyn fra en klar himmel kunne Jesus pludselig huske, hvor han havde set danserinden før. Det var jo Muhammed! Hvad i alverden lavede han her? Og som danserinde? Jesu underkæbe var lige ved at ramme gulvet. Han prøvede at fange Muhammed opmærksomhed, men han værdigede ham ikke et blik. Jesus hoppede lidt rundt - Han måtte da være tungnem. Jesus gik hen til nogle af undersåtterne, som Muhammed dansede hen imod. Muhammed stivnede, da han så Jesus. Han ser ud som, om han kan spise en tennisbold, tænkte Jesus. Og så løb han ellers. Ud af salen og ud af paladset. Efter ham løb Jesus. Jesus indhentede ham til sidst, og spurgte ham, hvorfor han dog løb? Muhammed forklarede, at han ikke ville have nogen til at genkende ham som danser, mens han var på en hemmelig mission for Allah.

”Hvad for en mission?” spurgte Jesus nysgerrigt.

”Hvis jeg sagde det, ville den jo ikke være hemmeligt” svarede Muhammed. Jesus tænkte sig lidt om.

”Hvor længe har du været på denne mission?” sagde han så.

”I 5 dage, hvorfor?” svarede Muhammed, men Jesus trak bare på skuldrene.

”Gå du bare tilbage, jeg skal alligevel også hjem” sagde Jesus og begyndte at gå.

Jesus kom tilbage til Jahves have. Han kunne overhovedet ikke komme i tanke om, hvem der dog kunne have taget æblet. Slukøret gik han forbi Adam og Evas hus. Han var mislykkedes, en fiasko. Han kunne se nogen bevæge sig inde i haven. Hmm, kunne det mon være den smukke Eva? Han besluttede sig for at kigge ind. Men uden, at hun opdagede det. Jo, det var hende. Hun lå og solbadede. Hun var så smuk, det var lige så øjnene trillede ud. Hun lå og drak filur, mens hun hørte musik. Så blev det ikke meget bedre. Men lige pludselig kom Adam ud. Den tumpe.. Hvorfor i alverden skulle han have Eva? Bare fordi Jahve havde bestemt det? Det var jo for åndssvagt.

”Hvad så skat, har du stadig mén efter æblet?” hørte han Adam sige.

”Nej, det er ikke så slemt mere” svarede Eva sødt.

”Men det var da godt, at vi spiste det..” sagde Adam, ”Nu håber jeg bare ikke, at Jahve finder ud af det”.

”Hvordan skulle han dog det?” spurgte Eva overrasket, ”så altvidende er han trods alt ikke.”

Jesus hørte aldrig svaret. - Så det var Eva og Adam, der havde taget æblet! Og nu tvivlede de på Jahves visdom. Men de skulle blive klogere, skulle de. Jesus fór op til Jahve og fortalte ham det hele. Jahve blev meget overrasket, men skyndte sig ned til Adam og Eva for at høre deres side af historien. Eva forklarede, at en slange, som var Allah i forklædning, havde sagt til hende, at hvis de ønskede at konvertere måtte hun og Adam først stjæle et æble fra Jahves have og spise det. Så havde de nemlig vist sig værdige. Men det var ikke et hvilket som helst æble de havde hugget, det var et æble fra kundskabens træ, og det havde givet dem viden og indsigt. Eva beklagede meget, men..

Nu havde de så valgt at blive ateister i stedet..

Essay - Musik Med Mere (FUS - 10. klasse)

Musik er noget meget vigtigt i min dagligdag. Jeg hører musik hver dag i forskellige doser. Som Anders ”Anden” Mattesen siger i ”Terkel i Knibe” – ”Musik skal ikke læses eller analyseres. Musik skal mærkes, føles og danses”.

Alt føles meget bedre og nemmere, når jeg hører musik, mens jeg arbejder. Det gør en stor forskel, om jeg hører musik eller ej, mens jeg maler brændeskuret sammen med min far. Arbejdet føles meget sjovere med musik i ørene, som man kan gå og synge med på. Det er skam ikke, fordi det er kedeligt at male, og slet ikke når det er sammen med min far, men stilheden mens man arbejder gør bare arbejdet meget langsommere. Hvis arbejdet går meget langsomt, gider jeg ikke arbejde særlig længe, også selvom jeg egentlig godt kan lide at lave fysiks arbejde som at bygge et brændeskur, male brændeskuret eller hugge brænde.

Godt nok er der naturligt musik ved fysisk arbejde – i hvert fald, hvis man arbejder udenfor. Her snakker jeg om fuglenes kvidren og vandets rislen i bæk, flod og vandfald. Fuglenes kvidren og vandets rislen er den mest stemningsfyldte musik, der findes. Bare det at gå en tur et smukt sted og så kunne høre fuglene kvidre og vandet løbe, det er noget af det dejligste ved musik.

Musik gør altid en hel del for stemningen. I film bruger man musik til at vise, når noget fx er skræmmende, uhyggeligt, sjovt eller romantisk. Den der ser filmen bliver betaget af musikken og begynder at føle det samme. Det er på en måde også godt, for uden musik i filmen, ville filmen ikke have den samme effekt. Man ville ikke vide, at der kom noget skræmmende om et øjeblik, hvis musikken ikke var der, og man ville ikke kunne nå at dække ens børns øjne.

Når jeg sidder på mit værelse og slapper af med en god bog, så gør jeg det næsten aldrig uden at høre musik imens. Man kan meget bedre koncentrere sig med musik i ørene, så bliver man ikke forstyrret af omverdenens lyde. Selv hvis jeg har ondt i hovedet, vil jeg meget hellere høre musik end at sidde i stilheden.

Jeg har det tit sådan, at hvis jeg hører noget bestemt musik meget til en bestemt bog, så forbinder jeg de to ting med hinanden. For eksempel læste jeg WITCH bogen ”Salamanderens hjerte”, mens jeg var på skiferie i Norge, og mens jeg læste, hørte jeg rigtig meget Jon musik, og det endte så med, at hver gang jeg læser ”Salamanderens hjerte”, hører jeg Jon musik inde i mit hoved, også selvom jeg hører noget andet imens.

Det er ikke kun bøger og musik, jeg forbinder med hinanden. Jeg kan også forbinde musik til en bestemt begivenhed, for eksempel vil jeg de næste rigtig mange år, hvis ikke resten af mit liv, forbinde sangen ”med lyset tændt” med FUS og den tid, hvor jeg boede sammen med Benedicte. Den sang betyder rigtig meget for mig, fordi jeg lige var kommet ud af et længerevarende forhold, og havde det rigtig svært. Benedicte støttede mig rigtig meget, og det endte med, at vi begge faldt for sangen ”med lyset tændt”, som handler om at komme over et endt forhold. Vi elskede den så meget, at til skolens talentshow tolkede vi den på tegnsprog for de andre. Den oplevelse var noget helt specielt, fordi de andre reagerede så positivt på det, og det var på en måde, vores sidste ting, som vi skulle gøre sammen som roommates. Jeg har meget ofte tænkt på at gentage succesen bare med et andet, men det ville nok ikke have helt den samme effekt eller mening.

En anden sang, som jeg forbinder til en bestemt begivenhed, er ”I Gotta Feeling” med Black Eye Peace, den forbinder jeg meget med FUS fester, fordi vi hører den hver gang, vi holder fest. Og især forbinder jeg den med 4. FUS fest, hvor vi hørte den rigtig meget.

Musik til fester er i det hele taget meget vigtigt, man kan ikke holde en fest uden musik. Til fester kan man have baggrundsmusik til middagen for at skabe stemning, og selvfølgelig skal man have musik til at kunne danse til efter middagen. Efter min mening er det ikke en rigtig fest, hvis man ikke har musik til. Det behøver ikke nødvendigvis være live musik, men bare dj’s.

Jeg tror på, at musik får en til at købe mere sprut til fester og i barer. Det gør det mere stemningsfyldt at købe sprut, når der er god musik og mennesker, som man kan lide.

Noget andet er musik i indkøbscentre og tøjforretninger. Jo, det er en god idé, men det får ikke mig til at købe mere af den grund. Hvis jeg kommer ind i en tøjbutik, og der er et helt hav af mennesker, får det mig til at blive meget hurtigt færdig med mit tøjkøb eller endda helt droppe det, også selvom der spilles musik – jeg gider ikke skulle mase mig frem for at købe tøj -, mens at hvis der er helt tomt for mennesker i en butik, vil det gøre underværker, at der spilles musik, fordi det ellers ville føles enormt ensomt og pinligt at være inde i en butik alene. Når der er musik på, kan man nemmere ignorere det faktum, at der ikke er andre mennesker i butikken.

Et andet sted, hvor det er godt at have baggrundsmusik, er i restauranter, hvor musik kan fjerne noget pinlig tavshed, som der ellers ofte er, når et par, der ikke har været alene længe, tager ud og spiser alene sammen.

Der er meget forskel på, hvad for noget musik jeg hører på hvilke tidspunkter. Når jeg er ked af det, hører jeg trist musik som Simple Plan med ”untitled” – den handler om et biluheld, hvor der er en, der har drukket og så påkører en anden bil – det er spritbilisten, der skal forestille at fortælle historien. Når jeg er forelsket hører jeg kærlighedssange eller den type musik, som han kan lide. Lige for tiden hører jeg mest rock, det kan godt undre mange af mine venner, for jeg ligner ikke rock-typen, men nu er der jo også meget forskel på rock.

Rock kan både være stille eller larmende. Det kan både være ovre i pop genren eller helt ovre på den anden side i metal genren. Det pudsige er, at jeg hører begge dele. Musikken, som jeg hører mest, kommer fra min mobil. På min mobil har jeg næsten kun rock musik, men selvom der måske er ret meget beat i rock, så kan man jo skrue ned (jeg er ikke den store tilhænger af at høre musik for fuld udblæsning, musik skal hellere nydes i lidt fredeligere mængder, og så mister man jo heller ikke hørelse). Når jeg skal falde i søvn om aftenen, så sker det tit, at jeg hører musik, indtil jeg falder i søvn. Især hvis jeg har lidt for meget at tænke på, så er musik en god adspredelse.

Hvorfor vi ikke må hører musik til eksamenen, forstår jeg ikke helt, og samtidig forstår jeg det udmærket. Jeg syntes, at musik til eksamenen ville være en god ting for mange, fordi der er mange, der som jeg koncentrerer sig og tænker meget bedre, hvis man hører musik imens man skriver. Især til denne opgave ville det være en god ting med musik i ørene. Samtidig så forstår jeg godt, at vi ikke må høre musik, fordi det for nogen også kan virke modsat af, hvordan det virker for mig. Nogen finder det distraherende og kan ikke koncentrere sig lige så godt med musik i ørene. Hvis man bare kunne stole på, at folk selv ved, om de kan koncentrere sig samtidig med at de hører musik, så ville vi sagtens have kunnet høre musik nu, men der er mange, der tror, at de kan multitaske, og så slet ikke kan det.

Musik kan være distraherende på mange områder, men spørgsmålet er, om distraktionen ikke kan bruges til noget godt? Den første gang, jeg var til tandlægen og skulle have boret et hul i en tand, fik jeg en sprøjte i kinden, men da jeg er rædselslagen for nåle, turde jeg ikke få sprøjtet en sprøjte i kinden den anden gang, jeg skulle derind. Der fik jeg lattergas i stedet, men problemet var bare, at selvom jeg ikke rigtig kunne mærke, hvad tandlægen lavede, så kunne jeg alligevel fornemme det, og så blev jeg bange for boret og ville hele tiden have ham til at stoppe. Måske ville jeg have kunnet klare det bedre, hvis jeg havde musik i ørene? Det ville i hvert fald have distraheret mig fra boret i nogen tid. Så måske skulle man overveje at lade patienterne høre musik samtidig med, at de får lattergas?

En ting, som jeg ikke forstår ved det med musik, er, hvordan det kan røre så mange mennesker så forskelligt på samme tid. Er det en eller anden nerve oppe i hjernen, som røres, når musik bliver afspillet, så man ved, om man kan lide det eller ej? Og hvorfor rører noget musik en mere end andet? Jeg er for eksempel ikke specielt vild med rap musik eller techno, den slags musik, syntes jeg, er en anelse kedelig. Nogle få rap sange kan jeg dog lide – fx ”Når Et Lys Slukkes” med Nik & Jay, den syntes jeg er utrolig smuk og sørgelig, fordi den handler om biluheld og livet som falckredder, mens sange som ”My Secret Lover” ikke siger mig en pind, fordi tingene bare bliver gentaget igen og igen.