Døren åbnes. En overglad stemme siger: ”Ny pige i klassen” Man nikker lidt, selvom det ikke var et spørgsmål. ”Er du nervøs?” Bekræftende mummelen. ”Ja? – Det har du også bare at være”... ”Kom bare ind, vi bider ikke... – i hvert fald ikke, hvis du ikke selv lægger op til det” ... ”Kom nu, vi er faktisk rigtig søde, at du ved det...” Og man går mod lyset...
Ja, hej alle sammen, nogen af jer kender mig måske, men ikke lige som skribent for Visualis. Det her blad er min debut, så jeg håber, at I vil tage godt imod mig.
Men nu til noget andet, som min første klumme skal handle om: nemlig dét at være ny. Man kan være ny mange steder. Ny i klassen, ny på arbejdet, ny i familien og alt muligt andet. Men hvorfor er det egentlig, at det at være ny næsten altid får os til at føle os utilstrækkelige? Er det frygten for det ukendte? At vi ikke ved, hvad der vil ske? At man skal vænne sig til en ny gruppe af mennesker, som man ikke kender?
Under alle omstændigheder lykkedes det altid, i hvert fald for mig, at få blidt sig selv ind, at jeg ikke er ligeså meget værd som de andre. Jeg er ikke god nok, så jeg skal bare prøve på at passe så godt ind, som jeg nu engang kan. Man spiller en rolle, indtil man finder ud af, at hey de andre er faktisk helt vildt søde. På et eller andet plan ved jeg jo allerede godt, at de andre sandsynligvis er rigtig søde, og at nogen af dem sikkert minder en smule om mig. Jeg vil sikkert passe godt ind i klassen, selvom jeg er lidt anderledes, men... Der er altid et men. Hvad nu hvis de slet ikke kan lide mig? Hvad nu hvis de ikke er ligesom mig? Hvad nu hvis de heller ikke lægger mærke til mig? Hvad nu hvis... Jeg ved inderst inde godt, at jeg er god nok, men usikkerheden gnaver i mig alligevel.
Det er blevet bedre med årene, det med usikkerheden, men den ligger stadig som en sygdom og gnaver i mig. Mine høreapparater har en del af skylden. Ja, jeg ved godt, at det lyder lidt tosset for nogen af jer, men når man har sin dagligdag i det hørende samfund, som den eneste hørehæmmede, er det hårdt. Man er den eneste, der har underlige dimser bag ørerne, man er den eneste, som ikke hører det hele, og man er den eneste, der har brug for, at der bliver brugt mikrofoner hele tiden.
Jeg prøver at slippe usikkerheden. Jeg prøver virkelig. Det bliver nemmere i takt med, at jeg føler mig elsket, at jeg føler mig vigtig. På mit gymnasium var det hårdt i starten, men nu hvor det hele er faldet på plads, og vi er blevet rystet sammen, så føles det rigtigt, jeg har en rigtig god klasse, som jeg kan stole på. Jeg er ikke så bange mere...
Hvad var du bange for? Hvad frygtede du? De spyer ikke ild ud af munden, ingen har hugtænder eller vinger. De snakker som dig, de tænker anderledes, men de er mennesker hele bundet. Hvad var du bange for? ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar