Essay

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i Ringsted

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i Ringsted.

Ringsted er sådan set ikke nogen stor by, men for mig, som har boet i to andre byer med henholdsvis ca. 1.700 og 4.200 indbyggere, så er en by med ca. 32.000 indbyggere stort.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i Ringsted by.

Ringsted rummer lidt af det hele. Der er både midtby, centre, 14 folkeskoler (så længe det varer), et gymnasium og alligevel en smule natur.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i udkanten af Ringsted.

Hvor der er en mulighed for at komme væk fra byen og traske ud på marken, gå langs med Ringsted å, snakke enten med sig selv, køerne eller sin hund.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i Ringsted – en by med natur.

Hvor du kan tage i anlægget og gå en tur inde midt i byen. Eller tage ud til Haraldsted sø på en varm sommerdag og fiske. Pakke picnic kurven og tage på udflugt med hele familien. Du kan også tage ud til Dyndet gå en tur, bade lidt og lade hunden løbe rundt. Snuse rundt i Mosehuset derude, finde spændende ting og sager, købe the eller lækre bolsjer.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo et stykke fra Ringsted centrum.

Hvor jeg ellers kan bruge mange penge på bøger og film. At bo så langt væk fra Ringsteds Blockbuster, hvor jeg kan få helt nye film for billige penge, at jeg ikke ”bare” smutter derhen. Intet gøres helt overilet på den måde. Ganske stille og roligt. Når jeg har tid. Og ikke mindst... Penge.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i musikalske Ringsted.

Hvor der er mulighed for at lære at spille et instrument eller tøjle sit eget. Lære det fra bunden. Have det sjovt. Uden stress – stille og roligt. I ens eget tempo. Hvorfor skynde sig? Vi har masser af tid.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i nærheden af Ringsted å.

Især om vinteren, hvor jeg går tur med min hund i nyfalden sne med udsigt til en flot solnedgang bagved åen og marken. Stå og nyde synet, mens jeg kaster en snebold til Balder, som glad tumler af sted efter den, og ødelægger alt det romantiske ved nyfalden sne. I stedet for at drømme, må jeg grine.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i Ringsted – mulighedernes by.

Hvor der er lidt for enhver smag. Et stort bibliotek med alverdens spændende litteratur. Et sportscenter med aktiviteter både inden- og udendørs. Kongrescenteret, hvor man kan se alverdens forestillinger eller koncerter. Et kongrescenter, hvor jeg har stået på scenen med Steffen Brandt og resten af TV2.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i gourmetbyen Ringsted.

En by med lidt for enhver smag. Med så mange forskellige restauranter. Den italienske, hvor man får fantastisk lækker mad og ikke mindst dessert. Den kinetiske, til når man ikke har så mange penge til at gå over på den italienske, men alligevel gerne vil have rigtig god mad til en god pris. Sidst men ikke mindst er der Café Vivaldi, hvor man kan få lidt dyr, men god mad og en snak med veninderne om det sidste nye, totalt hygge.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i Ringsted – Sjællands midte.

Hvor jeg har mulighed for at tage til København eller Jylland på kort tid. Togene kører hver sin retning. Men rummer begge masser af muligheder. Muligheden for at tage ind til storbyen og tage i biffen. Muligheden for at tage til Jylland, besøge nogle af mine bedste venner og veninder, eller muligheden for at tage i sommerhus. Slappe af, komme væk fra byen. Ligge i hængekøje og læse gode bøger, mens jeg hører musik. Gå en tur langs stranden med Balder, bare for til sidst at vende tilbage til gode, gamle Ringsted med et stort smil på læben.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i festlige Ringsted.

Med mulighed for at tage på diskotek hver weekend. Til byfest i Kristi himmelfartsferien eller til Ringsted festival den første weekend i august, hvor hele byen bliver samlet. Alle har noget at samles om, noget at nyde. Alle har noget at snakke om, og noget at hygge sig til. Alle hører god musik, selvom det er vidt forskellige genrer.

Jeg kan egentlig godt lide at bo i shoppebyen Ringsted.

Hvor der er alverdens muligheder for shopping. Med Danmarks eneste outletby med 27 forskellige mærkevareoutlets, hvor du kan spare penge på moden. Med Ringstedet, hvor der er 30 butikker med alt mellem himmel og jord. Og ikke mindst med Sunset Boulevard, hvor du kan få den lidt sundere udgave af fastfood. Det er vist heller ikke så dårligt, at jeg bor et stykke derfra alligevel...

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i Ringsted – en by med historie.

Hvor Valdemar den store grundlagde den smukke St. Bendts kirke. Hvor Knud Lavard blev dræbt i Haraldsted skov. En by med historie. En by med rødder langt tilbage i tiden. En by hvor konger engang blev kronet.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i uddannelsesbyen Ringsted.

Hvor du kan blive lige, hvad du vil. Campus er stort, og rummer det hele. Lige fra erhvervsuddannelser til det almene gymnasium. Mulighederne er store, og det er dit eget valg. Hvad har du lyst til?

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i rummelige Ringsted.

Hvor der er plads til alle. Hvor døve kan slå sine folder uden at blive set ned på. Hvor indvandrere er på lige fod med alle andre. Hvor alle må være med. Alle er lige meget værd.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo på Kristoffersvej i Ringsted.

Hvor buslinjen er blevet markant forbedret. Med busser, der køre hvert 15. minut, så jeg kan nå det hele og stadig være hurtigt tilbage. Hvor jeg en morgen med meget sne på vejen bare ikke orker at skulle gå, eller i det hele taget er meget forsinket, lige kan nuppe en bus, så jeg sparer de 10 minutter og ikke får fravær.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i Ringsted.

Den by vi flyttede til på grund af mig. På grund af mit høretab. På grund af mit klasseskift, hvor alle de nye klassekammerater boede i Ringsted. På grund af, at mine forældre ville mig det bedste. Hvilket jeg fik.

- For derefter at miste det igen, da vennerne og jeg voksede fra hinanden.

Jeg kan egentlig rigtig godt lide at bo i Ringsted...

Klumme i Visualis

Vi bider ikke... - tror jeg nok.

Døren åbnes. En overglad stemme siger: ”Ny pige i klassen” Man nikker lidt, selvom det ikke var et spørgsmål. ”Er du nervøs?” Bekræftende mummelen. ”Ja? – Det har du også bare at være”... ”Kom bare ind, vi bider ikke... – i hvert fald ikke, hvis du ikke selv lægger op til det” ... ”Kom nu, vi er faktisk rigtig søde, at du ved det...” Og man går mod lyset...

Ja, hej alle sammen, nogen af jer kender mig måske, men ikke lige som skribent for Visualis. Det her blad er min debut, så jeg håber, at I vil tage godt imod mig.

Men nu til noget andet, som min første klumme skal handle om: nemlig dét at være ny. Man kan være ny mange steder. Ny i klassen, ny på arbejdet, ny i familien og alt muligt andet. Men hvorfor er det egentlig, at det at være ny næsten altid får os til at føle os utilstrækkelige? Er det frygten for det ukendte? At vi ikke ved, hvad der vil ske? At man skal vænne sig til en ny gruppe af mennesker, som man ikke kender?

Under alle omstændigheder lykkedes det altid, i hvert fald for mig, at få blidt sig selv ind, at jeg ikke er ligeså meget værd som de andre. Jeg er ikke god nok, så jeg skal bare prøve på at passe så godt ind, som jeg nu engang kan. Man spiller en rolle, indtil man finder ud af, at hey de andre er faktisk helt vildt søde. På et eller andet plan ved jeg jo allerede godt, at de andre sandsynligvis er rigtig søde, og at nogen af dem sikkert minder en smule om mig. Jeg vil sikkert passe godt ind i klassen, selvom jeg er lidt anderledes, men... Der er altid et men. Hvad nu hvis de slet ikke kan lide mig? Hvad nu hvis de ikke er ligesom mig? Hvad nu hvis de heller ikke lægger mærke til mig? Hvad nu hvis... Jeg ved inderst inde godt, at jeg er god nok, men usikkerheden gnaver i mig alligevel.

Det er blevet bedre med årene, det med usikkerheden, men den ligger stadig som en sygdom og gnaver i mig. Mine høreapparater har en del af skylden. Ja, jeg ved godt, at det lyder lidt tosset for nogen af jer, men når man har sin dagligdag i det hørende samfund, som den eneste hørehæmmede, er det hårdt. Man er den eneste, der har underlige dimser bag ørerne, man er den eneste, som ikke hører det hele, og man er den eneste, der har brug for, at der bliver brugt mikrofoner hele tiden.

Jeg prøver at slippe usikkerheden. Jeg prøver virkelig. Det bliver nemmere i takt med, at jeg føler mig elsket, at jeg føler mig vigtig. På mit gymnasium var det hårdt i starten, men nu hvor det hele er faldet på plads, og vi er blevet rystet sammen, så føles det rigtigt, jeg har en rigtig god klasse, som jeg kan stole på. Jeg er ikke så bange mere...

Hvad var du bange for? Hvad frygtede du? De spyer ikke ild ud af munden, ingen har hugtænder eller vinger. De snakker som dig, de tænker anderledes, men de er mennesker hele bundet. Hvad var du bange for? ...

Essay

Accept

Accept er en forunderlig ting. Hvis man ikke er accepteret, så hungrer og tørster man efter at blive det. Men hvis man er accepteret, tager man det for givet, eller vil endnu højere op i hierarkiet. Det kan blandt andet ses i kortfilmen ”Café Hector”, hvor både Thorvald og Uffe higer efter at blive accepteret. De er villige til at gøre noget så drastisk som at true folk med en pistol, for at blive accepteret. Gæsterne i caféen er alle accepteret, de er In. De tager det som en selvfølge, at de kan komme ind på caféen, og at sådan nogen som Thorvald og Uffe ikke er velkomne. De har tydeligvis ikke det, der skal til for at komme ind på caféen. Uffe får kun lov til at låne toilettet, fordi det trækker caféens status ned, at han er der, og at andre folk kan se ham. På den måde kan man se, at hvis man ikke er accepteret, så er man heller ikke en del af gruppen.

At blive accepteret er en del af vores livsglæde. Hvis ikke vi er accepteret, føler vi os mindreværdige. Alle søger efter accept, og er derfor næsten altid nervøse, når vi starter et nyt sted. Lige fra den første dag søger vi efter nogen, der minder om os selv, som accepterer os med det samme. Men hvad hvis der ikke er nogen, som ligner en selv? Skal man så lave om på sig selv for at blive accepteret? Uffe gør det til sidst ved at bede om en cappuccino og ikke en øl, som han formentlig normalt ville have gjort. Er det fair? At samfundet er skruet sådan sammen, at man bliver nødt til at lave om på sig selv? Vi skal forhåbentlig ikke rende rundt og ligne små kloner af hinanden, med ens hår, tøj, hud- og øjenfarve, bare for at blive accepteret? Assimilere os som Søren Pind mener, vi skal? Assimileres til små Søren Pind’er hele bundtet?

Både Uffe og Thorvald længes så meget efter accept, at de slæber våben med sig ind på caféen, så gæsterne vil respektere dem. For dem er accept lig med respekt. Accept og respekt hænger sammen, men man kan sagtens respektere nogen uden at acceptere dem, som de er og omvendt. Bare fordi Thorvald har et gevær, betyder det ikke, at gæsterne har accepteret ham - de er derimod bange for ham. Mange magtfulde mennesker mener, at hvis de er frygtet, er de også respekteret. Men Thorvald bliver ikke respekteret. Han bliver stadig anset for at være en idiot, og nu endnu mere end før, eftersom han har truet en hel café med et gevær. Uffe derimod får langt om længe den accept, som han har ønsket sig.

Thorvald forstår ikke, hvorfor nogen bliver accepteret med det samme, mens andre, som ham selv, må vente i flere år. Han forstår ikke, hvorfor han burde se op til gæsterne på caféen og blive ligesom dem. De er jo ikke bedre end ham, de lader bare som om. Se bare på reklamemanden Christian, han laver i virkeligheden slet ikke reklamer. Derfor er det klart, at Thorvald ikke kan se, hvorfor han skulle være mindre værd end Christian. I den ideelle verden burde alle blive accepteret, alle burde være inde i varmen et eller andet sted. Men sådan er det desværre ikke, og det bliver det højst sandsynligt aldrig.

Jeg har selv problemer med accept. Jeg er altid meget nervøs for, at jeg ikke bliver accepteret, når jeg kommer et nyt sted - mest af alt på grund af mine høreapparater. Min hørelse gør, at jeg er anderledes end andre. Ikke specielt anderledes ifølge de fleste normalthørende, men for mig føltes det som en kolossal forskel. Når jeg kommer til en ny skole, arbejde osv., har jeg svært ved at tage initiativ til at snakke med nogen. Jeg spekulerer på, hvad de mon vil tænke, hvis de ser mine høreapparater, hvis jeg siger hva’? for mange gange, eller hvis de ikke kan lide min personlighed. Jeg har det bedre, når jeg ved, at jeg har nogle, jeg kan stole på ved siden af mig. Jeg føler mig først rigtig tryg et sted, når jeg ved, at jeg er accepteret, lige så underlig som jeg nu en gang er. Ikke at blive accepteret er min største frygt, og derfor har jeg svært ved at gå spontant hen til andre.

Artikel i Visualis

SU – Statens Uddannelsesstøtte eller de Studerenes Undergang?

Selvom priserne på fødevarer og andre nødvendige ting stiger, forbliver SU’en stadig den samme. Men... Hvordan overlever man så? Jeg ved fra mig selv, mine brødre og mine venner på SU, at det i hvert fald ikke er nemt. Det undrer mig gang på gang, at politikerne bliver ved med at snakke om at skære i SU’en. De kommer med modstridende udsagn. De siger, at uddannelse er vejen frem, og alle unge burde få en uddannelse, men samtidig vil de spare på pengene til de studerende? Det giver ingen mening. For at hjælpe til at du kan få en uddannelse uden at stifte for meget gæld, har jeg sat mig for at indsamle nogle sparetips til, hvordan du kan klare en hverdag kun med SU som indtægt. De kommer her:

Tjek reklamerne

Ja, det lyder meget enkelt og kedeligt, men du kan spare rigtig meget på at bruge det kvarter på at kigge alle reklamerne for dit område i gennem i stedet for at købe alle tingene det første og bedste sted. Husk at skrive ned, hvor der er tilbud på de forskellige ting, som du skal bruge. Hvis du ikke vil gå i flere butikker, så find den butik, der har de fleste ting, du skal bruge, på tilbud.

Køb stort ind

Det lyder måske lidt dumt, når dette handler om at spare penge, men hvis du køber 1500 gram oksekød på tilbud i stedet for 500 gram, som ikke er på tilbud, kan du spare mange penge – bare du husker at fryse det, som du ikke skal bruge ned. Evt. kan du lave en stor portion mad, og så fryse resten ned – så har du også mad til en dag, hvor du ikke orker at stå i køkkenet.

Gem resterne

Det er ren logik, men mange smider alligevel rester ud, fordi der ikke er nok til aftensmad dagen efter. Men prøv at tænke over, om der er nok til madpakke dagen efter? Eller også kan du lave nogle rugbrødsmadder ved siden af – du behøver ikke at lave den samme mængde, som du plejer, da du har gemt resterne af aftensmaden. På den måde sparer du både pålæg og rugbrød.

Lav mad sammen med venner

Den her løsning, syntes jeg, er rigtig god, fordi du både vil få billigere mad – det er oftere billigere at lave mad til 2 i stedet for 1 - og selskab. Når du er på SU, har du som regel ikke særlig mange penge til fornøjelser eller sociale sammenkomster, men hvis du finder nogle venner, der også er på SU, kan i finde en dag, hvor i kan lave mad sammen. Så sparer i både penge og kan bruge tiden ved gryderne på at snakke om alt det sidste nye.

Hold kødfri

Kød er dyrt, det opdager du hurtigt, når du kommer på SU. Undersøgelser viser, at vi kun behøver maks. 500 gram kød om ugen, derfor kan du nemt holde kødfri dag en eller to gange om ugen, lav i stedet en god, stor og nærende salat, rugbrødsmadder eller ris/pasta med en god tomatsovs, som kan række til madpakke dagen efter.

Spil et spil

I stedet for at gå i biografen, på bar eller restaurant, når du vil ud i det sociale liv, så slå jer sammen nogle stykker og køb et fedt brætspil. Brætspil er hyggelige at sidde omkring sammen med venner, og I kan nemt trække spillet ud ved at snakke en hel masse i mens. Der findes brætspil for enhver smag, og I kunne lave det til en fast tradition med en spilledag hver anden uge/om måneden alt efter, hvad I lyster. Evt. kunne I også bruge et af de andre spareråd og lave aftensmad sammen før eller efter?

Der er selvfølgelig masser af andre spareråd, det er bare om at spørge omkring dig. Der er helt sikker nogen af dine gode venner, der har et råd, som de gerne vil give dig. Ellers kan du altid søge på nettet, hvor der er en hel del mennesker, der har lagt diverse sparetips ud, fx hjemmesiden http://1001-sparetips.dk/.

Artikel i Visualis

Tolk eller mikrofoner?

Her efter sommeren 2010 startede jeg på Ringsted Gymnasium som enkeltintegreret. Valget, mellem jeg skulle have tolk eller mikrofoner, var nemt. Jeg er efterhånden gledet mere over i den hørende verden, og jeg er blevet vant til at lytte godt efter og altid kigge efter den, der taler. Jeg hører så godt, at det ikke engang er sikkert, at jeg ville få bevilget en tolk, især også fordi jeg har klaret mig uden så længe.

Hvis jeg havde tolk, ville jeg føle mig isoleret, alt afhænger af, om tolken hører, hvad der bliver sagt. Jeg ville helt sikkert også selv høre langt det meste af, hvad der bliver sagt. De andre ville muligvis se lidt skævt til mig til at starte med, men på et tidspunkt ville de lære mig lidt bedre af kende og så måske kun undre sig over, at jeg havde brug for en tolk, når jeg ellers virkede nogenlunde normal.

En anden ulempe, ved en tolk, er, at man ikke kan nå at skrive noter, hvis man skal holde øje med tolken hele tiden. Jeg ved godt, at så ville jeg nok kunne få en klassekammerats noter, men det er ikke det samme, når alle har hver deres måde at skrive noter på. Min er ret speciel, det ved jeg godt, men det virker for mig, og derfor vil jeg gerne selv kunne skrive noter.

Min førsteprioritet var helt klart mikrofoner, da jeg så ville have mulighed for at høre alt samtidig med, at jeg selv kunne deltage. Hvis jeg havde tolk, ville det virke lidt underligt, at jeg modtog informationer fra tolken og derefter siger noget på rent dansk. Jeg havde en mikrolink i folkeskolen, som jeg mildest talt hadede. Den skrattede, der var dårlig lyd, og jeg kunne ikke høre eleverne højt nok. På Frijsenborg Efterskole var jeg så heldig, at der var comfort audio i vores klasselokale. Der er en lærermikrofon og elevmikrofoner, således at læreren går rent igennem, hvis eleverne skal sige noget, skal de række hånden op og så tale i mikrofonen. Det medfører også større disciplin, da eleverne ikke bare kan snakke løs, de må pænt sidde og vente på, at de bliver taget, så alle kan høre noget.

Det system virkede så godt, at jeg helt klart foretrak det. Mine klassekammerater undrede sig lidt over, at jeg skulle bruge mikrofoner, men de har accepteret det. Der er en mikrofon til hver anden elev, så de ikke skal ”kæmpe” om mikrofonerne. Det giver mig mulighed for at få max udbytte i timerne, jeg kan høre alt og samtidig nå at skrive noter. Min klasse har taget rigtig godt i mod det og hjælper mig, når der er noget, jeg ikke har fået fat i.

Det er meget forskelligt, hvad der er bedst for en selv. For mig er det mikrofonerne, men for mange andre er det tolken. Jeg syntes bare ikke, at man skal udelukke mikrofonerne, hvis man har hørelsen til det. Det er op til en selv, hvad man vælger, men vælg det i bedst kan lide.